Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danish.

Global sundhedskrise kalder på nordisk samarbejde

08.09.20 | Nyhet
.
Photographer
Scanpix.dk
De nordiske lande er i fuld gang med genåbningen af samfundene, men COVID 19 er desværre ikke et overstået kapitel. Derfor vil de nordiske sundhedsministre se nærmere på, hvordan det nordiske samarbejde om håndtering af coronakrisen og potentielle fremtidige sundhedskriser kan styrkes.

- Vigtigt, at nordiske sundhedsministre er enige om, at der er behov for mere samarbejde om bl.a. forsyningssikkerhed og lægemidler. Flere af landene i Norden står i dag overfor samme udfordringer med nye udbrud hen over sensommeren. De erfaringer, vi deler med hinanden, skal bidrage til de nationale myndigheders arbejde med bl.a. at inddæmme COVID 19 i vores samfund, siger den danske Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke. Fælles for de nordiske lande er, at der fortsat er udfordringer bl.a. i forhold til særligt sårbare grupper som fx ensomme ældre og socialt udsatte borgere. Men det står også klart, at pandemien har konsekvenser for alle samfundsgrupper – også de unge. Der blev udtrykt en fælles bekymring for såkaldte superspredningsbegivenheder, som kan opstå, når mange mennesker er sammen, fx spontane begivenheder i nattelivet men også ved større kultur- og sportsbegivenheder.

Test, opsporing og isolation 

Test, opsporing og isolation er fællesnævnere for de tiltag, de nordiske lande har fokus på i bekæmpelse af COVID 19. Sundhedsministrene lagde vægt på, at det er afgørende, af have den nødvendige testkapacitet. I den forbindelse kunne den færøske sundhedsminister Kaj Leo Holm Johannesen berette, at Færøerne hidtil har testet så meget, at det svarer til landets befolkning 2 gange. Særligt de mindre lande og øsamfund har den udfordring, at de på den ene side kan teste bredt og slå ned hurtigt, men på den anden side er sårbare, hvis der opstår lokale udbrud, lød det fra Færøerne.

Færøerne har hidtil testet så meget, at det svarer til landets befolkning 2 gange

Kaj Leo Holm Johannesen, Færøernes sundhedsminister
.
Photographer
norden.org

De erfaringer, vi deler med hinanden, skal bidrage til de nationale myndigheders arbejde med bl.a. at inddæmme COVID 19 i vores samfund

Sundheds- og ældreminister i Danmark, Magnus Heunicke

En naturlig platform for samarbejde 

Fremover er ministrene enige om at have et fælles nordisk fokus på forsyningssikkerhed, fx når det handler om lægemidler, men også mere bredt inden for hele sundhedsområdet var der ønsker om mere samarbejde, hvilket glæder generalsekretær i Nordisk Ministerråds, Paula Lehtomäki:


- Det er helt centralt at de nordiske lande lærer af hinanden, og Nordisk Ministerråd er en naturlig platform til dette. Her har ministrene mulighed for at debattere udfordringer og erfaringer samt se på fælles løsninger inden for sundhedsområdet samt andre politikområder.