Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danish.

EXPO 2025: Nordiske sundhedsløsninger finder vej til Japan

30.06.25 | Nyhet
Sundhedsminister Sofie Løhde på EXPO 2025

Sundhedsminister Sophie Løhde på EXPO 2025

Fotograf
norden.org
Norden er globalt førende inden for sundhedsteknologi og life science. Det skaber interesse for nordiske virksomheder på EXPO 2025, hvor japanske forretningspartnere er på jagt efter løsninger, der kan håndtere en aldrende befolkning med stadig flere kroniske sygdomme.

I skikkelse af den finske sundhedsminister, Kaisa Juuso, åbnede det finske formandskab de nordiske Health and Life Science Days i den nordiske pavillon på EXPO 2025 i Osaka, Japan. Ministeren fremhævede i sin åbningstale styrken ved det nordiske sundhedssamarbejde, One Health. One Health er betegnelsen for det nordiske samarbejde mod antimikrobiel resistens (AMR) med fokus på den trussel, AMR’s globale spredning udgør mod mennesker og dyr, samt en anerkendelse af sammenhængen mellem menneskers sundhed, dyrs sundhed og miljøet. Derudover understregede ministeren den erhvervsmæssige konkurrencefordel, det giver nordiske virksomheder at have den globale føretrøje inden for data, digitalisering og innovation på sundhedsområdet.

De nordiske statsministre har sat det både modige og ambitiøse mål, at Norden skal blive verdens mest bæredygtige og integrerede region inden 2030, og denne vision er retningsgivende for alt arbejdet i det nordiske samarbejde. På sundhedsområdet er den høje kvalitet af nordiske data en international konkurrencerdel og en vigtig ressource for både regionen og sundhedsvæsenet. Inden for det nordiske samarbejde på sundheds- og socialområdet udgør digitalisering og innovative løsninger et fundament for samarbejdet. 

Kaisa Juuso, sundhedsminister i Finland

Nordic Proof

Ud over de mange præsentationer fra virksomheder som danske fx Novo Nordisk, blev projektet Nordic Proof præsenteret for de fremmødte gæster fra det japanske økosystem. Nordic Proof er et netværk af partnere fra anerkendte sundhedsinstitutioner og testmiljøer i sundhedsvæsenet i Norden, hvor sundhedsaktører kan ansøge om at få deres ideer eller produkter kvalitetstestet i udviklingsfasen. Nordic Proof er finansieret af Nordic Innovation.

Fælles japanske og nordiske udfordringer

Til stede var også den danske sundhedsminister, Sofie Løhde, der fremhævede, at Japan og Norden deler flere fællesnævnere – både i forhold til udfordringer og værdier. I både Japan og Norden er befolkningerne aldrende, flere lider af kroniske sygdomme, der fødes færre børn, og der er stor efterspørgsel efter sundhedspersonale. Værdimæssigt ligger Japan og Norden også tæt op ad hinanden, blandt andet når det gælder tillid og et respektfuldt og åbent samarbejde.

Om Nordic Health and Life Science Days

Bag Nordic Health and Life Science Days står Nordisk Ministerråd i tæt samarbejde med erhvervsfremmeorganisationer fra de deltagende nordiske lande. Nordisk Ministerråd er partner i den nordiske pavillon på EXPO for at bevare og styrke Norden som en konkurrencedygtig region. Nordic Health and Life Science Days er det tredje i rækken af fælles nordiske temadage, som Nordisk Ministerråd arrangerer på EXPO 2025. De kommende måneder vil byde på nordiske temadage om blandt andet litteratur, ligestilling, regional udvikling og Arktis.