Borgerne sætter pris på det nordiske samarbejde
Mange oplever, at den største gevinst ved det nordiske samarbejde er, at det er let at søge job, studere og bosætte sig i ethvert nordisk land. Det fremgår af svarene i spørgeskemaundersøgelsen.
Yngre nordboere sætter især pris på muligheden for at studere og få sin eksamen anerkendt i hele Norden.
Forsvar og sikkerhed er vigtigst
Over 90 procent af de adspurgte nordboere svarer, at de synes, at det er vigtigt eller meget vigtigt, at landene samarbejder – især inden for forsvar og sikkerhed.
Dermed er der sket en vis holdningsændring i løbet af det seneste årti. Ved en tilsvarende undersøgelse i 2008 mente nordboerne, at det vigtigste var at bekæmpe kriminalitet på tværs af grænserne.
Stadig flere ønsker, at de nordiske lande øger deres samarbejde. For nogle år siden ønskede 62 procent af nordboerne et øget samarbejde. Dette tal er steget til 68 procent.
Kun en procent af befolkningen mener, at det nordiske samarbejde slet ikke er vigtigt.
Hele Norden var med
Cirka 3.000 mennesker fra Sverige, Finland, Norge, Danmark, Island, Færøerne, Grønland og Åland blev interviewet til undersøgelsen, som blev gennemført i slutningen af august og begyndelsen af september i år.
- Læs hele rapporten på svensk: Ett värdefullt samarbete