Carl Jóhan Jensen: Eg síggi teg betur í myrkri

Titlen på Carl Jóhan Jensens roman Eg síggi teg betur í myrkri, er et citat fra Emily Dickinsons digt I see thee better – in the Dark. Digtlinjens paradoks peger på romanens dobbelte lag, handlingens og idéens.

Inspirationen til romanens hovedperson er den islandske digter Einar Benediktsson (1864-1940), der, foruden at være digter, også var en mand med store nationale visioner om, hvad han kunne udrette for en modernisering af Island. Hans planer for udvikling af Islands industri fik en krank skæbne, men de udsprang ikke desto mindre af en storslået vilje. Og med romanens gentagne henvisninger til Schopenhauers filosofi, er det netop forestillingen om vilje og væren, der er en underliggende fortælling. Einar Benediktsson oversatte desuden litteratur til islandsk fra andre sprog, og i romanens sammenhæng har det betydning at nævne, at han oversatte Henrik Ibsens Peer Gynt, der på islandsk kom til at hedde Petur Gautur.

I romanfiktionen hedder hovedpersonen Benedikt Einarsson, og historien tager sin begyndelse 25. august 1939 ombord på s/s Lyra på vej nordpå fra Bergen. Romanens komposition er fragmentarisk, springende i tidsperioder, snart i realistiske tilbageblik, snart i mere drømmeagtige beskrivelser. Men centralt som forankringspunkt er øjeblikket på Lyras dæk.

Ganske som dannelsesromanen gør, lægger denne roman vægt på at belyse den slægtsmæssige oprindelse, og i dens første del får vi en beskrivelse af faderen Einar Thorsteinsson, sysselmand og altingsmand, og frú Ása, moderen, og deres liv og samliv.

Benedikt, romanens hovedperson, der er optændt af nationalfølelse og inspireret af den industrielle revolutions tanker om det moderne samfund, har store planer om at bygge havne, elværker og fabrikker for at vække Islands vilje og evne til selvstændighed. Med disse planer rejser han ud i Europa for at skabe interesse og finde finansiering til planernes udførelse. Han er blandt andet i London, Paris og Berlin, og i fortællingen om hans liv der, er der mange historier, nogle mørke og voldsomme, andre morsomme og ironiske, alle dog ganske fantastiske, fortalt med en vældig sans for detalje og drama. Fortællingen spiller på det groteske, men også på de sarte poetiske øjeblikke.

Benedikt har, ligesom forbilledet Einar Benediktsson, oversat Peer Gynt til islandsk, og det kendte skuespil ligger som en slags grundform i romanen. Benedikt og Peer ligner på mange måder hinanden og har fælles skæbne. De står begge i tidens modstridende strømninger, den svindende romantik og det nye – moderniteten og det industrialiserede samfund. Den strømning, der driver dem, er romantikken, men den verden, der møder dem på vejen, er en helt anden verden end romantikkens. Romanens underliggende fortælling om vilje og lidelse kommer blandt andet til udtryk i smertefulde møder med en uomgængelig virkelighed. Benedikt rejser således gennem tiden og historien og er til sidst en mand træt til døden. I solstolen på Lyras dæk genopleves alt det, som livet har trukket ham igennem, og da Helga går ud på dækket og ender hans liv, er der målbevidst ro, men også medfølelse og miskundhed over gerningen. Selve dødsøjeblikket på Lyras dæk er poetisk storslået.

Sproget i romanen er helt og fuldt forfatterens eget poetiske sprog. Kunstværket i sig selv. Poetisk sprog er et sprog, der åbner dørene til det, som er andet og mere end blot det at gennemgå et historieforløb. Der kæles for hvert ord i bestræbelsen på at fremkalde lys og skygger, engle og djævle, der ikke er nær så synlige i et forslidt hverdagssprog. Romanen bærer sprogligt præg af, at forfatteren er digter, måske først og fremmest det, og at grænserne mellem genrerne digt og roman ikke forekommer ham at være så vigtige, når det gælder det sproglige udtryk i værket.