Lars Amund Vaage

Lars Amund Vaage har et langt og alsidigt forfatterskab bag sig: Siden debuten i 1979 har han skrevet noveller, digte, børnebøger, essays og romaner. Og med Det uferdige huset (ikke oversat til dansk) virker det som om, at forfatteren har sat sig for at sammensmelte mange af de kundskaber og erfaringer, han har som forfatter – både skriftens og livets erfaringer vel at mærke. Således fremstår Det uferdige huset nærmest som en ophøjet vending i forfatterskabet. "Ophøjet" fordi Det uferdige huset er en af Vaages fineste udgivelser, og "vending" fordi romanen vokser frem som et mageløst værk, og det selv om det umiskendelige ved forfatterens opmærksomme stil og mange af Vaages kendte grundmotiver også er til stede denne gang.

Med sin nye roman fører Lars Amund Vaage forfatterskabet flere skridt videre. På den ene side udvikler han det afklarede, dybe og personlige udtryk, som vi kender fra hans tidligere romaner, men Det uferdige huset er også en stort anlagt fortælling, hvor forfatteren kombinerer og trækker på elementer fra en række traditionelle litterære former og dispositioner. Vaage både henviser til og bruger åbent et væld af genregreb og formularer, som vi primært kender fra fordums tiders dannelsesfortællinger, opvæksthistorier, landsbyhistorier og kunstnerportrætter. Dette er blot nogle af de forbindelseslinjer, som forfatteren helt tydeligt er bevidst om. Men samtidig er Vaage også en erfaren forfatter, som evner at afstå fra pastichens lunefulde muligheder. Vaage er først og fremmest en udforskende og videbegærlig romanforfatter, som undrer sig over nostalgiens og sentimentalitetens letkøbte fristeder – også når han giver sig i kast med distinkte elementer fra for eksempel den historiske roman.

Det uferdige huset er et rigt, tænkende prosaværk. Der går en essayistisk tråd gennem romanen, og tråden er så rød, at man kan kalde den en romanpoetik og en kunstpoetik.

 "Alle ændrer sig, også de døde," tænker hovedpersonen Gabriel et sted i bogen, og måske er netop denne erklæring en bærende sætning i Lars Amund Vaages roman. Kunststykket ligger i, at Vaage er i stand til at kombinere både etisk selvundersøgelse og æstetisk refleksion i en roman, som bølger frem mod uventede erkendelser.