Vigdis Hjorth

Vigdis Hjorth har i flere årtier været blandt de vigtigste forfattere, som skriver på norsk. Alligevel er der sket noget i de senere år. Hun har fået flere læsere, flere oversættelser til flere sprog, flere priser, men mange kritikere vil også sige, at hun har skrevet bedre og bedre bøger.

Er mor død (Er mor død, Turbine 2020, oversat af Karen Fastrup) er en hektisk, intens roman, som samler sig om mange af Hjorths centraler temaer i et fortættet kammerspil om frigørelse og strid i nære relationer, spørgsmålet om, hvem der ejer en fortælling, hvis blik skal være styrende, og hvordan man bliver hørt.

Romanen handler om Johanna, som er billedkunstner. Tredive år før handlingen begynder, traf Johanna et valg: Hun flyttede til USA, og her har hun dyrket kunsten og fået familie og børn. Hun har ikke snakket med sin mor og resten af familien i Norge i mange år, og det, der først virkede som en uskyldig mangel på kontinuitet i kontakten, har efterhånden udviklet sig til et smertende sår.

Da hun flytter hjem til Norge, ringer hun impulsivt til moren og tænker, at det måske kan lade sig gøre at løse problemerne, hvis bare man tager det første skridt. Men moren ønsker ikke kontakt, og jo mere hun stritter imod, des mere vokser Johannas nysgerrighed. Den udvikler sig til en besættelse, hvor hun ligger i buskene uden for morens hus og udspionerer hende eller følger efter hende fra butikken. I korte, hektiske kapitler, som er fortalt i jeg-form, stiger romanen i emotionel intensitet, idet den udforsker det, der sker med os, når vi mister vores nære relationer. Billedet af den, som man ikke længere har, vokser frem til sin egen skikkelse og bliver næsten mere levende i fantasien. Og Johanne ved det selv: "Jeg dikter mor med ord!" 

Konflikten i Johannas familie har ikke et klart udgangspunkt, men den handler om en grundlæggende uenighed om deres fælles forhistorie, om familiens indre liv. Moren og søsteren har én version. Johanna har en helt anden. Er mor død er delvist inspireret af Arne Garborgs Den burtkomne Faderen (1899) (Den fortabte Fader, Gyldendal 1901, oversat af Amalie Skram). Ligesom i Garborgs roman er Johanna rejst til USA for at finde friheden – en frihed hun blandt andet har brugt til at lave kunst om familierelationer. Men hun har forestillet sig, at værker som "Barn og mor 1" og "Barn og mor 2" hæver spørgsmålene til et alment niveau, og først kan hun ikke forstå det, da moren og søsteren er oprørte over det, som de mener, er en negativ fremstilling af kunstnerens egen familie. Passagerne om forholdet mellem kunst og liv – hvor det slet ikke er sikkert, at det er kunstneren, som har de eneste tungtvejende argumenter – er lette at læse i forlængelse af den debat om levende modeller, som opstod i kølvandet af Hjorths roman Arv og miljø (2016) (Arv og miljø, Turbine 2017, oversat af Karen Fastrup).

Men dette handler ikke kun eller først og fremmest om kunst. Den lidt uudgrundelige måde, som skaden er sket på – man holdt kontakt, indtil man lidt efter lidt ikke gjorde det mere – undersøger dynamikken i familiære relationer med et blik for ubevidste mekanismer, som ikke altid går i den samme retning som de udtalte ord. Udforskningen af de fantasier, som vi har om de mennesker, der ikke længere er en del af vores liv – hvordan vi skaber hinanden med ord og billeder – kan gælde for alle former for relationer, og romanen skildrer også, hvor kort der er mellem den afhængighed, som kærligheden skaber, og det totale raseri, som en afvisning kan medføre. Hvad den anden part – som man kun drømmer eller har mareridt om – foretager sig, bliver genstand for den største interesse: "Fordi vi er mytologiske størrelser for hverandre og fordi vi er fiender, hvem er ikke nysgjerrig på sin fiende."

Selv om mor ikke er død i en konkret forstand, er romanen en sjældent intens skildring af, at mennesker, som har været helt tæt på hinanden, kan blive som levende spøgelser for hinanden – også længe inden den fysiske død. Johanna ved, at hendes billede af søsteren og moren er hendes eget, og måske ikke har så meget at gøre med de virkelige mennesker, som findes bag de roller, som hun har givet dem i sit indre teater: "De er begge på så stor avstand at jeg ikke er i stand til å se dem, jeg plasserer i stedet et par spøkelser på det stedet jeg innbiller meg at de er."

Er mor død, spørger romanens titel – men uden spørgsmålstegn. Selve fortællingen er krydret med spørgsmål, men det er også en roman, som åbner op for, at selv de mest hårde konstateringer kan være et forsøg på at snakke sammen, og for at det ikke er givet, at den ene parts forestillinger er mere sande end den andens.  

Ligesom Johanna forfølger sin egen nysgerrighed med en ubønhørlig konsekvens, følger romanen også i sin form dette drive mod at opsøge det allersværeste og konfrontere det. Romanen bygger sig op, og når sit klimaks i en slutscene, hvor en helt almindelig lejlighed bliver skueplads for den store mytologiske kamp mellem kolliderende verdensbilleder. Med Er mor død har Vigdis Hjorth skrevet en uforglemmelig roman om de nærmeste og vanskeligste relationer.