Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Dansk.

Whistleblowerordning

Whistleblowerordningen har til formål at sikre åbenhed og gennemsigtighed samt sikre, at de indgivne oplysninger bliver anvendt konstruktivt til forbedring, forebyggelse og afværgelse af fejl og kritikværdige forhold ved Nordisk Ministerråds virksomhed.

Whistleblowerordningen er et supplement til den interne dialog og åbenhed ved Nordisk Ministerråd.

Whistleblowerordningen har ikke til formål at gå efter personer, men efter uacceptable forhold. Whistleblowerordningen er en ”sikkerhedsventil” som først bør anvendes, når de almindelige kanaler er udtømte. Man bør således først overveje om tingene kan løses lokalt og ved henvendelse til nærmeste leder eller tillidsrepræsentant, eller institutionen inden whistleblowerordningen tages i anvendelse.

Whistleblowerordningen er besluttet af generalsekretæren for Nordisk Ministerråd, og er forankret ved Controllerfunktionen ved Nordisk Ministerråds Sekretariat, som er uafhængig af Nordisk Ministerråds øvrige forvaltning. 

Hvilke forhold skal med?

Det er vigtigt, at du beskriver alle faktiske forhold, så detaljeret som muligt. 

Du bedes så vidt muligt dokumentere de forhold, som du videregiver oplysninger om. 

Hvis du indgiver oplysninger via whistleblowerformularen, er der i skabelonen mulighed for at vedhæfte dokumentation i digital form.

Faktiske oplysninger og evt.  dokumentation giver de bedste muligheder for at undersøge det forhold, som du indgiver oplysninger om. Du har mulighed for at være anonym.

F.A.Q vedrørende Whistleblowerordningen

Whistleblowerformularen er en af flere indgange til Whistleblowerordningen ved Nordisk Ministerråd. Ordningen er vedtaget af Generalsekretæren for Nordisk Ministerråd og er etableret hos Controllerfunktionen, som er uafhængig af Nordisk Ministerråd. Her kan du som ansat ved Nordisk Ministerråd eller de nordiske institutioner, eller som samarbejdspartner indgive oplysninger om formodede ulovligheder eller alvorlige uregelmæssigheder ved Nordisk Ministerråds virksomhed.

Skal du altid benytte whistleblowerordningen?

Nej. Hvis du som ansat ved Nordisk Ministerråd eller ved de nordiske institutioner har kendskab til eller begrundet mistanke om ulovlige forhold eller alvorlige uregelmæssigheder ved Nordisk Ministerråds virksomhed, anbefaler vi, at du altid først overvejer, om problemerne kan løses ved udnyttelse af de almindelige kanaler fx. ved at gå til nærmeste leder eller tillidsrepræsentant. Whistleblowerordningen er alene et alternativ, som kan bruges, hvis du ikke føler dig tryg ved at bruge de almindelige kanaler, eller hvis du fx forgæves har henvendt dig til disse kanaler.

Hvad kan man varsle om?

• Overtrædelse af love og bestemmelser, såsom korruption og økonomisk misligholdelse

• Alvorlige brud på etiske standarder eller regler

• Alvorlige omstændigheder, der kan skade virksomheden eller samfundet

• Alvorlige fejl eller mangler

• Alvorlige forhold vedrørende mobning og diskriminering

Hvad kan man som udgangspunkt ikke varsle om?

• Samarbejdsvanskeligheder

• Fravær

Disse spørgsmål håndteres bedst af den lokale ledelse eller tillidsrepræsentant.

I visse tilfælde kan disse forhold dog være så alvorlige, at whistleblower-ordningen kan anvendes.

Kan du være anonym?

Du kan indgive oplysninger anonymt til Whistleblowerordningen. Hvis du vil være anonym, må du ikke oplyse dit navn eller andet personhenførbart, som f.eks. personlig e-mailadresse, adresse eller telefonnummer - heller ikke i vedhæftede dokumenter. Vi anbefaler, at du benytter whistleblowerformularen, hvis du ønsker at være anonym. Hvis du indgiver oplysninger anonymt via whistleblowerformularen, vil du ikke blive orienteret om sagens videre gang og udfald.

Hvilke oplysninger kan du indgive?

Whistleblowerordningen behandler kun oplysninger om alvorlige forhold. Du kan indgive oplysninger, hvis du har viden eller begrundet mistanke om grove eller væsentlige og gentagne fejl og forsømmelser som vedrører Nordisk Ministerråds virksomhed. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du skal indgive oplysninger om et forhold eller ej, bør du ikke holde dig tilbage. Vi besvarer, vejleder og foretager en vurdering i hvert enkelt tilfælde. Hvis et forhold ikke er omfattet af Whistleblowerordningen, vil du få at vide, at vi ikke vil behandle oplysningerne, og du vil så vidt muligt få information om, hvor du skal henvende dig med oplysningerne, hvis det ikke er via Whistleblowerordningen.

Hvem kan indgive oplysninger?

Oplysninger kan indgives af alle ansatte og tidligere ansatte ved Nordisk Ministerråd og ansatte og tidligere ansatte ved de nordiske institutioner samt af samarbejdspartnere.

Hvordan indgiver du oplysninger?

Du kan indgive oplysninger til whistleblowerordningen på følgende måder:

Via whistleblowerformularen ved at klikke på "indgiv oplysninger" på forsiden. Herefter kan du indtaste dine oplysninger i skabelonen. Ved at kontakte Nordisk Ministerråds Controllerfunktionen telefonisk, eller pr. brev eller e-mail, eller mundtlig henvendelse. Vi anbefaler, at du anvender Whistleblowerformularen, hvis du ønsker at være anonym (se i øvrigt FAQ om "Kan man være anonym?")

Hvilke forhold skal du have med?

Det er vigtigt, at du beskriver alle faktiske forhold, så detaljeret som muligt. Du bedes så vidt muligt dokumentere de forhold, som du videregiver oplysninger om. Hvis du indgiver oplysninger via whistleblowerformularen, er der i skabelonen mulighed for at vedhæfte dokumentation i digital form. Faktiske oplysninger og evt. dokumentation giver de bedste muligheder for at undersøge det forhold, som du indgiver oplysninger om.

Hvem behandler oplysningerne?

Nordisk Ministerråds Controllerfunktion foretager en indledende vurdering af de oplysninger, som du indgiver til whistleblowerordningen. Hvis vi vurderer, at oplysningerne er alvorlige, og at der er mulighed for at oplyse sagen tilstrækkeligt, iværksætter vi en intern undersøgelse af forholdet.

Hvilken information giver Controllerfunktionen til dem, som indgiver oplysninger?

Vi orienterer dig i fornødent omfang om sagens gang og udfald. Orienteringen kan være begrænset af regler om tavshedspligt eller andre retslige forhold. Du har ikke krav på at få indsigt i sagen og i den videre sagsbehandling eller i de vurderinger, der foretages i sagen.

Kan du korrigere oplysninger som er registreret?

Ja. Hvis du har indgivet oplysninger via whistleblowerformularen og bliver opmærksom på, at du har indgivet ufuldstændige eller ukorrekte oplysninger, har du mulighed for at lave en ny indgivelse via whistleblowerformularen, hvor du henviser til den tidligere indgivelse og beskriver, hvad der skal korrigeres.