Björk’s Biophilia skal forme fremtidens forskere
Det nordiske samarbejde omkring Biophilia undervisningsprojektet blev skudt i gang med en stor event i Reykjaviks koncerthus Harpa i november. Projektet er et af flagskibene i Islands formandskab af Nordisk Ministerråd her i 2014, men løber frem til 2017.
Biophilia undervisningsprojektet er udviklet af sangeren Björk i samarbejde med ledende nordiske kunstnere og videnskabsfolk. Et hovedformål er at stimulere børns nysgerrighed i forhold til naturvidenskab og lære dem at tænke mere kreativt.
Undervisere samlet
I midten af november 2014 mødtes undervisere fra de fem nordiske lande, samt Ålandsøerne, Færøerne og Grønland for at sætte Biophilia i søen (Se video fra workshoppen)
Målet er at udvikle undervisningsmetoder, som forener kundskab, kreativitet og teknologi. Den innovative tilgang i projektet udfordrer traditionelle undervisningsmetoder med en tværfaglig tilgang på tværs af alder, fag og fagområde.
- Der er en stærk tradition i Norden for at arbejde kreativt og tværfagligt på alle niveauer i undervisningen. Det er en vigtig del af den nordiske dannelse og noget vi håber, vi kan være med til at styrke med Biophilia, udtaler projektlederne Arnfridur Valdimarsdottir og Auður Rán fra Island.
Nordisk samarbejde
Enhver af deltagerlandene har nedsat en styregruppe og valgt det lokalområde, hvor man vil undervise i Biophilia i det kommende år.
Den nordiske dimension i projektet skal styrke undervisningssamarbejdet i og mellem deltagerlandene for at udvikle en webbaseret platform med afsæt i de nordiske erfaringer med at anvende Biophilia undervisningsmaterialet – et materiale og erfaringer, som vil kunne bruges af forskellige faggrupper i alle nordiske skoler fremover.
Følgende områder/byer er valgt til pilotprojektet:
Danmark: Ålborg; Finland: Kaunainen/Grankulla; Færøerne: Torshavn; Grønland: Sisimiut; Sverige: Sundsvall; Ålandsøerne: Mariehamn.
Baggrund
Biophilia er tværfagligt undervisningsprojekt, hvor kreativiteten er i højsædet.
Biophiliametoden prøver at forandre den traditionelle måde at undervise på. Den er baseret på den fundamentale idé, at det er bedst for børn at starte deres kunstpraksis med en kreativ proces, hvor musik, videnskab og teknologi bliver knyttet sammen på en ny måde. Og så samtidig stimulere deres lyst til at lære mere om naturen, miljøet, klimaet omkring dem.
Lærere, forskere, videnskabsmænd, kunstnere, iværksættere og andre deltagere arbejder tværfagligt på tværs af skoletrin, fag, videnskab og kunstarter på at indføre kreativitet som undervisningsmetode og samtidig stimulere eleverne/studenterne til øget miljøbevidsthed.
Biophilia er et treårigt projekt, hvor 2014 har været et forberedelsesår. Selve projektet skal gennemføres i 2015 i de nordiske deltagerlande og 2016 bliver brugt på evaluering og bearbejdelse af erfaringer.
Projektet er startet i Island, hvor musikeren Björk Gudmundsdottir har udviklet metoden i samarbejde med Islands universitet og Reykjavik kommune på baggrund af sit album Biophilia fra 2010.
Biophilia albummet er verdens første musik app og netop som den første app nogensinde blevet inkluderet i samlingen på Modern Museum of Art, MoMa, i New York.
Læs også artiklen Biophilia sparks children’s interest in nature, science and music fra webmagasinet "Green Growth the Nordic Way"
Se mere om NordBio, som Biophilia undervisningsprojektet er en del af, på www.norden.org/bioeconomy