Norden har en rolle at spille i kampen mod et varmere klima

13.09.18 | Nyhed
Nils Westergaard
Photographer
Matts Lindqvist
Klimaforandringerne sker nu så hurtigt, at det er umuligt for forskerne at forudse udviklingen. Det var budskabet, da Nordisk Råd diskuterede den globale opvarmning på sit septembermøde i Nuuk, Grønland. Beskeden var også, at Norden har en rolle at spille.

Debatten blev indledt med et foredrag af Thomas Juul Pedersen, forsker fra Grønlands Naturinstitut, og Nils Westergaard, chef for havmiljøenheden i Arktisk Kommando, som er en enhed inden for det danske forsvar, der varetager overvågningen af Grønland.

Det gav deres syn på klimaforandringerne i Arktis under overskriften Klimaforandringer – det, der er sket, og det, der forventes at ske.

Deres budskab var entydigt. Klimaforandringerne er et faktum. Det mærker man ikke mindst i Grønland, hvor konsekvenserne kan blive dramatiske, når indlandsisen smelter.

– Klimaforandringerne er en realitet. Der er der ingen tvivl om. Og her i Arktis mærker vi det mere end andre steder. Selv forskerne er overraskede over, hvor hurtigt det går. Hver gang forskerne præsenterer en model for, hvordan klimaet forventes at udvikle sig, er den allerede forældet. Alt ændrer sig hurtigere end nogen har kunnet forudsige, sagde Juul Pedersen.

 

Jeg synes, at der er mange muligheder for nordisk samarbejde på dette område. I Norden er vi dygtige til at finde innovative løsninger på problemer.

Karin Gaardsted

Flere isfrie havområder

Nils Westergaard og hans kolleger i Arktisk Kommando oplever dagligt konsekvenserne af den globale opvarmning. Nye isfrie ruter skaber større områder, hvor man kan patruljere til søs. Nu findes der også isfrie områder i havene nord for Grønland, siger Westergaard.

– Det er en udfordring. Så snart der er åbent vand, søger mennesker derhen for at udnytte de ressourcer, der er. Det skal vi forholde os til.

Nordisk Råds præsident, Michael Tetzschner, slog i sit oplæg fast, at klimaforandringerne er en af nutidens største udfordringer. Han konstaterede også, at Norden har en rolle at spille.

- Nordisk Råd har besluttet at arbejde for, at FN's verdensmål skal have øget opmærksomhed. Her er klimaforandringerne selvfølgelig helt centrale. "Best practice" fra vores egen region kan være et godt udgangspunkt for at skabe mere viden andre steder i verden. Og vi skal også selv aktivt søge viden hos andre, sagde Tetzschner.

Norden er god til at finde løsninger

Karin Gaardsted (Den Socialdemokratiske Gruppe) slog også et slag for det nordiske samarbejde.

– Jeg synes, at der er mange muligheder for nordisk samarbejde på dette område. I Norden er vi dygtige til at finde innovative løsninger på problemer, sagde Gaardsted.

For første gang siden etableringen af Nordisk Råd i 1952 var hele rådet samlet til møder i Grønland. Mødestedet satte et stærkt præg på dagsordenen, idet klima og bæredygtighed var højt prioriteret. Møderne blev afholdt den 12.-13. september.

Contact information