Fredrik Prost

Motivering:

Leŋges hearggi Sáhčal fatnasa (ikke oversat til dansk) er et mangfoldigt kunstværk. Det er både en vejledning til traditionel, samisk spiritualitet og en smukt skrevet og ornamenteret videnskabelig fortælling, som ikke er blevet fortalt tidligere, om hvordan man tager det tilbage, som man har fået at vide, for længst er mistet, og om brugen af samiske trommer og samernes naturreligion. I bogen fortæller Fredrik Prost, som er udøver af den samiske håndværkstradition, duodji, om samiske værdier og spiritualitet, som han har udforsket siden han blev voksen. Han fortæller om, hvordan han blev udvalgt som ung og om sin søgen efter viden. Som en ramme om sin fortælling indfletter han historiske fakta, information fra nutidige kilder og poesi. 

Da bogen udkom, udtalte professor i samisk kultur og litteratur, Harald Gaski, følgende: "Så blev der født en ny Johan Turi for samerne." Ligesom Turi bruger Prost en videnskabelig måde at fortælle om sine erfaringer i prosaform på. Fortællingen begynder med hændelse, som fandt sted for 300 år siden, da noaidien Nilja Lässi blev fængslet og brændt. På baggrund af denne hændelse tegner Prost et holistisk billede af ændringerne i det samiske samfund fra begyndelsen af kolonialismen, hvor den samiske verdensanskuelse blev forbudt, og helt frem til nutiden, hvor dekolonisering er et centralt begreb i det samiske samfund, og hvor den offentlige samtale om traditionel samisk religion begynder at modnes. 

I bogen følger vi Prost i sin personlige fortælling, og hvordan han i begyndelsen får information fra en ældre mand, som har været en kendt helbreder. "Det som netop var / Det som stadig lever i folkemindet / Virker så langt borte / Har ingen fortalt / Har du ikke hørt / At det var for lidt siden" (s. 37). 

Han oplever at blive kaldet til at blive en noaidi, finder ånder, som hjælper ham videre, og han udvikler sig til sidst til at blive en vejleder for andre, som er søgende. Det er en gennemgående dramaturgi i bogen, hvor hovedpersonen kæmper og møder forhindringer, før han opnår indsigt og udvikler sig til at mestre de nye udfordringer. 

Prost samler dermed sin viden om den samiske verdensanskuelse og forbindelsen til naturen i bogform, således at andre samer, og især dem med særlige evner, får adgang til denne viden. Den kendte samiske kunstner, Mari Boine, skriver i forordet: "Tænk, hvis jeg havde haft denne bog", da hun som ung søgte efter vejen til vores åndelige arv.  

Bogen er smukt udformet, og designer og illustrator, Inga Wiktoria Påve, forfatterens livsledsager, har gjort et fremragende arbejde. Begyndelsen af hvert kapitel har en illustration langs margin, som giver associationer til duodjiornamentikken, og som fryder øjet og vækker nysgerrigheden.   

Gennem hele bogen går illustrationerne hånd i hånd med teksten, og man aner det usynlige, som ikke alle har evner til at opleve, fordi "Den som ikke lytter hører ikke / Den som ikke ser øjner ikke / Bag tågen hvisker de og joiker lavt” (s. 51). 

I de dramatiske personlige tekstpassager, hvor Prost oplever forhindringer og gennem spirituelle øvelser finder frem til indsigten, er tekstens baggrund illustreret med mørke billeder. 

Hvert kapitel afsluttes med et digt – eller en tekst fra en joik – som ansporer læseren til at reflektere ved hjælp af poesiens kraftfulde virkemidler.   

Som helhed er bogen som en perle, man ikke har lyst til at give slip på, og som burde findes i ethvert hjem.   

Bogen vækker tanker om, hvem det er, der har retten til at forvalte den samiske kulturarv – både den materielle og den immaterielle. Dette er aktuelt nu, hvor man tilbagefører objekter til samiske museer, og der stilles spørgsmål om, hvem der har ansvaret for at revitalisere det, som samerne har mistet.   

Forfatteren mener ikke, at det er nok, at ældre genstande føres tilbage til museerne. Man er også nødt til at revitalisere brugen af genstandene – eksempelvis samiske trommer. Derfor har han brugt 20 år på at udforske og indsamle viden om samisk spirituel tradition, lavet trommer og arbejdet for at føre noaidikunsten videre. For at bruge forfatterens ord er det som om, at trommerne nu er begyndt at tale, og at de beder os om at lytte.