Jakob Martin Strid

Med 18.500 hestekræfter kører Den fantastiske bus lige i hjertekulen på læseren med sin episke fortælling om vigtigheden af fantasi og fællesskab. Jakob Martin Strid har været 15 år om sit 2,5 kilo tunge og 40 cm brede mesterværk om Taku, en lille grå drengebjørn, som sammen med de andre fra havnen i byen Anhstarr City forsøger at redde Timo. Timo er blevet syg af forureningen i byen, og i håbet om at SAFRAN-LILJEN kan helbrede ham, beslutter dyrene at bygge en gigantisk bus og køre til sagnlandet Balanka, hvor safranliljerne vokser i hobetal. 

At bladre gennem tegningerne af bussen, da det endelig lykkes dem at få den til at flyve, er en fuldstændig magisk oplevelse. Tiden synes pludselig at standse i det ellers hæsblæsende roadtrip af en fortælling over nordlys, Nordpolen, tundra, Det Sidste Land med forladte atomkraftværker og den væmmelige blækspruttediktator, som tvinger børn til at aflevere deres fødselsdagsgaver. Men så sker der noget andet. For opslag efter opslag, flyver bussen så højt op på himmelens blå, at den til sidst forsvinder ud af illustrationerne, og der zoomes ind på en tabt perleplade og løsrevne perler, som var de satellitter i det kæmpemæssige rum. For derefter at lade bussen styrte frontalt ind i hovedet på læseren igen Det er uden tvivl et overrumplende og intet mindre end sublimt mesterværk, at turde fortælle sådan. Der er no mercy og en anden virkelighed, som både kan få latteren frem og svie lidt i øjnene i ny og næ.   

Den egentlige hovedperson i værket er bussen selv Vi følger den skrumle og bumle afsted, indtil den som sagt flyver. Først jorden, derefter himlen. Gennem tværsnit af bussen kan man følge med i, hvordan der drikkes the fra samovaren, læses højt og loddes kabler. Stemningen er varm og rolig og for en voksen læser nærmest nostalgisk, som sad man selv på bagsædet i bilen, som dengang man var barn og drømte med åbne øjne om en ny verden… 

Jakob Martin Strid forsøger aldrig at holde sine inspirationskilder skjult. Her er hyldesten til den japanske animationsmester Hayao Miyazaki og navnlig Det levende slot tydelig.  Og i vanlig Strid-stil er grundtonen anarkistisk, humanistisk og antikapitalistisk. Flokkens hjemmelavede huse skal rives ned, fordi der skal bygges nyt, men fællesskabet sejrer til sidst. "Vi bor i Balanka nu, og alt er godt", som der står hele to gange til sidst. Og så kan der ryges en joint af de helt store! En rejse uden flyafgift er i den grad i hus. Rejsen her handler bare om at stige på bussen og tage med ud på alle de fabulerende eventyr, som Strid håndterer med præcision og sanselighed. Der er ingen andre som Strid. Han er helt sin egen og beviser igen og igen – og i særdeleshed med mesterværket her – at han har sin egen stil og håb for alle Det er stort og umuligt at tale imod. Lad endelig Strids verden overtage en del af vores ellers kedsommelige udsyn. Hellere i dag end i morgen. For man ved aldrig, hvornår bussen kører igen.