Jon Fosse: Trilogien: Andvake. Olavs draumar. Kveldsvævd
Jon Fosse (født 1959) er en internationalt anerkendt dramatiker. Hans teaterstykker er blevet tolket i form af flere tusind forskellige opsætninger på scener i Europa, Asien og USA. Samtidig er Fosses romaner blev anset for at være at være lige så betydningsfulde i hjemlandet. Hovedværkerne er Morgon og kveld(nomineret til Nordisk Råds litteraturpris i 2001) og Det er Ales (2004).
Trilogien består af tre fortællinger om et ungt par, Asle og Alida. I første del, Andvake, er parret på vej gennem et Bjørgvin, som er indhyllet i en historisk tåge, for at finde et værelse hvor Alida kan føde deres barn. Tidspunktet er slet ikke entydigt. Det ene øjeblik virker det som om, vi befinder os i 1800-taller, og det næste øjeblik klinger middelalderens sæder og skikke i Bjørgvins gader. Et uheld (eller er det en forbrydelse?) ændrer historiens gang. Men det er først i anden del, Olavs draumar, at vi til fulde forstår konsekvenserne for parret og deres nyfødte søn. I trilogiens sidste del, Kveldsvævd, møder vi igen Alida, idet hun forsøger at skabe sig et nyt liv. Gennem deres efterkommere får vi mere at vide om, hvad der skete med Alida, Asle og barnet.
De tre dele udgør til sammen knap tre hundrede sider prosa. Alligevel fortæller de i form af fortættede tableauer en historie som strækker sig over generationer og århundreder. Jon Fosses værker bliver ofte karakteriseret som repetitive og dvælende, men som andre Fosse-tekster rummer disse korte fortællinger også et væld af dramatiske hændelser. Der er død og drab, børn og voksne som mister hinanden, brutalitet fra myndighederne, men også helt tætte forhold. Hovedpersonerne bliver måske udsat for krænkelser – men holder sig ikke selv tilbage for at krænke, når blot behovet for livsnødvendigheder er stort nok.
De tre dele udgør et sammenhængende forløb. Forbrydelsen i første del, og blandingen af krimi og evangelisk pastiche, tager sig anderledes ud, når vi har fået hele historien. Den er både løftet ind i visionsdigtningen og bragt helt ned på jorden.
Alt, hvad Fosse skriver, er kendetegnet af en særegen kombination af enkelthed og kompleksitet. Det viser sig særligt i hans meget omtalte brug af gentagelser. At personerne gentager de samme mantraer i forskellige situationer kan læses som et udtryk for, hvor få ord man kan klare sig med, hvor begrænsede udtryk man har til rådighed, eller som et tegn på, hvordan historien altid gentager sig. Hvis man kigger nøjere efter, opdager man imidlertid, at fraserne bruges på en lidt anden måde, hver gang de gentages. De har dermed fået en lidt anden betydning på grund af alt det, som er sket i mellemtiden. Således skaber repetitionerne et komplekst spil af mening ud over den blotte gentagelse af eviggyldige sandheder.
Værket er rigt på litterære og kulturhistoriske referencer. Andvake giver associationer til evangeliernes fortælling om de vordende forældre, som mangler husly til sig selv og deres barn. Olavs draumar spiller direkte på den kristne visionsdigtning og helt specifikt på middelalderballaden Draumkvedet. I Kveldsvævdafsluttes historien med implicitte referencer til kristen mystik.
Meget forbliver i skyggerne. Afslutningen synes for eksempel at føre historien helt op i nærheden af vores tid, hvor den lægger sig tæt op ad forfatterens egen historie. Men en nærmere undersøgelse af detaljerne ødelægger læsningen af værket som en opdigtet familiehistorie, idet kronologien og generationerne ikke går op i nogen historisk-biografisk enhed. Det er snarere den suggestive fremmaning af fortidens lag af historier og skæbner, i forbindelser som skifter mellem det dunkle og det åbne, som er trilogiens primære tema. Trilogien læner sig både op ad melodramaet og gnosticismen. Det er karakteristisk for Fosses kombination af traditionalisme og formmæssig nytænkning. Begge disse sider af kunsten er omfavnet i en gennemgående figur i værket og i forfatterskabet: spillemanden.
Trilogien er allerbedst, når den på dynamisk vis evner at holde kategorierne som sættes i spil – kunsten, religionen, familien og historien – åbne og i bevægelse. Samlet er summen af de tre fortællinger, som også trækker tydelige tråde til Fosses tidligere værker, større end de enkelte dele. Med sit raffinerede udtryk og sin undersøgende tilgang til historien udgør Trilogien samlet set et højdepunkt i den nyere norske romanlitteratur.