Kristín Eiríksdóttir

Motivering: 

Fiktion er mere autentisk end sandheden

Romanen præsenterer fire hovedpersoner med forskellig vægt. Fortælleren i den første historie er filmskaberen Villa, som taler som jegperson og indtager således forfatterens vinkel i begyndelsen, på trods af at hun ikke deler noget med bogens egentlige forfatter Villa fortæller Dimitris eller Dimmis historie, for det meste samtidigt med sin egen historie. Andre historier skrives af en tredjeperson, som kender romanens personer og ofte fører talen ind på Dimitris/Dimmis historie, og Villas venindes, Ninjas historie, samt Jón Logis historie, som er far til Villas barn. 

Romanens fire grundfortællinger kobles sammen via Dimitri/Dimmi. Fortællingen anvendes som et værktøj eller redskab til skiftevis at skabe og dekonstruere en sandhed. Livet har behandlet Dimitri/Dimmi hårdt, og læseren får efterhånden at vide, at hans generalieblad ikke ser for pænt ud. Både Jón Logi og Ninja er klar over det, mens Villa, som arbejder på en dokumentar om Dimitri/Dimmi, forsøger at nedbryde deres fortællinger og skabe en alternativ version, der er både smukkere og bedre, en fortælling, hun opfatter som sand, men som andre finder utroværdig. Ninja arbejder med hende på projektet, og de støder sammen på grund af dette. Villa ønsker, at hendes fiktion er autentisk. Villa ønsker, at hendes fiktion er autentisk. Sådan forstår hun sit objekt, fordi hun har en anden vinkel end de andre. 

Villa og Dimitri/Dimmi møder hinanden i teenageårene, hvor de selvfølgelig var anderledes, end de er blevet på det tidspunkt, hvor fortællingen finder sted. Villa har en dreng, som hun ikke vil svigte, men som hun alligevel i høj grad gør. På visse måder ser det ud til, at hun med filmen vil forsvare både sin egen og Dimitris/Dimmis barndom og barndommens uskyld. Når fortællingen begynder, er Dimitri/Dimmi er blevet hvalfanger og alfons, og begge kæmper med et misbrug, der har forandret dem og frataget dem den personlighed, som Villa engang opfattede som deres egen og ”autentisk” på sin egen måde. 

Romanen begynder, hvor Villa befinder sig på en filmkonference i Sverige for at tale om sin film, og der opstår et sammenstød mellem fiktion og oplysninger, et sammenstød, der markerer begyndelsen på romanen Tól (under oversættelse til dansk og udgives af Turbine). Det bliver gradvis klart, at alle hovedpersoners historier handler om kampen for at holde deres liv i en lineær fortælling, som samfundet kan lide. Denne lineære fortælling er imidlertid ikke mere ”autentisk” end Villas følelsesrelaterede fortælling, som Kristín Eiríksdóttir har sammensat og forbundet med historierne om Jón Logi og Ninja. Hvorfra stammer ideen om, at livet skal være logisk og lineært?  

Tól af Kristín Eiríksdóttir er en elegant sammenflettet fortælling, der dykker dybt ned i dens analyser af de liv, der udfolder sig. Samtidigt udfordrer romanen gængse idéer om politisk korrekthed, fiktion og talefrihed. 

Romanen Tól udkom i 2022 og blev nomineret til Fjöruverðlaunin-prisen og Den islandske litteraturpris i 2023.