Maria Navarro Skaranger

Motivering: 

Lige siden hun debuterede med romanen Alle utlendinger har lukka gardiner (Alle udlændinge har lukkede gardiner, Gyldendal 2016, oversat af Sara Koch) i 2015, har Maria Navarro Skaranger været en forfatter, som har overrasket og imponeret. Med årets bog, Jeg plystrer i den mørke vinden (”Fløjten i den mørke vind”, under oversættelse til dansk og udgives på Gutkind), har hun ganske enkelt skrevet sin allerbedste roman. Ja, dette er endnu en norsk roman fra satellitbyen, men Skaranger skriver så originalt og præcist, at det føles som noget helt nyt. Romanen er både smertefuld og komisk, og den rummer et voldsomt raseri i skildringen af strukturel fattigdom.

Portrættet af den ældre Sidsel, som er endt på vrangsiden af samfundet, er rørende og morsomt. På mange måder svigter Sidsel både som mor og bedstemor, men alligevel har vi sympati for hende. Måske ligner Sidsel narren fra middelalderen, som både var dum, skør og vis på samme tid. Skaranger skaber en risikabel og modig skildring, og hun udfører den så godt, at du både vil grine og græde på den sidste side. Skaranger viser sig som en modig forfatter med et grundlæggende humanistisk projekt. Hvem er menneskene bag de nedrullede gardiner?

Historier om dette kan hurtigt blive til socialrealistiske tragedier med moralske pegefingre. Med Jeg plystrer i den mørke vinden viser Skaranger et usædvanligt litterært overskud. Når den gravide Sidsel tager en taxa til sygehuset for at føde, springer romanen let over fødslen med ordene: "Hun bliver indlagt og undersøgt, og efter et par timer begynder Sidsel at presse, og bla bla bla, der findes mange skildringer af fødsler, ikke noget unikt med Sidsels, og ud kommer en pige på omtrent tre og et halvt halv kilo (…)". Sådanne originale og modige greb viser, at Skaranger ikke skriver skillingsviser for middelklassen, men romaner for os alle. 

Jeg plystrer i den mørke vinden er en bog, som virkelig imponerer, for den siger noget vigtigt om både romankunsten og det norske samfund.