Matias Faldbakken

Motivering:

Da Matias Faldbakken debuterede som forfatter under pseudonymet Abo Rasul i 2000, var han allerede en etableret billedkunstner. Fra og med hans forrige bog The Hills (The Hills, Rosinante 2019, oversat af Sara Koch) og i endnu højere grad i årets roman Vi er fem (ikke oversat til dansk) er det som om, vi har med en helt ny forfatter og et helt nyt kunstnerisk projekt at gøre. Både stil, sprogtone og miljøer adskiller sig kraftigt fra Faldbakkens tidligere produktion, og Vi er fem skiller sig også ud fra størstedelen af den norske samtidslitteratur i øvrigt.

Romanen er en usandsynlig blanding af en realistisk familieroman, en landsbyfortælling, et sci-fi-eventyr og horror på samme tid. Det er et bevis på Faldbakkens romantekniske evner, at disse tilsyneladende modstridende præmisser ikke får fortællingen til falde sammen. Den går tværtimod op i en helt særegen højere enhed, som ikke kunne eksistere noget andet sted end i denne roman.

På Råset, tre timer nord for hovedstaden, bor Tormod og Siv med to børn, hus og hund. På overfladen er de et almindeligt par og en almindelig familie, hvor det eneste, der bryder med normaliteten er Tormods udsvævende fortid med rusmidler, som Siv har reddet ham fra. Nu lever de som en ganske almindelig familie, hvor far arbejder i værkstedet, mens mor tager sig endnu et afsnit af en Netflix-serie med Taffel sticks, cola zero eller hvidvin foran fjernsynet. Og sådan tager den ene dag den anden, lige indtil hunden dør og en anden substans kommer ind i deres liv: En lerklump, som Tormod får som gave af en gammel ven og svirebror. Mens der hele tiden tilføres nye substanser og materialer til værkstedet, vokser lerklumpen sig større og stærkere, som en slags potent variant af surdejsbrød, indtil den gradvist får skikkelse af et handlende, levende væsen. Og så er de igen fem i familien. 

Vi er fem er en roman, som er karakteriseret ved usædvanlige og virkningsfulde temposkift og en rå, men også varm humor. En sanselig, materiel virkelighed træder tydeligt frem både i hverdagens intimitet (”Siv lå med ryggen mot ham, langt utpå sengen. Ryggstykket hennes så ut som et stort, ustekt brød i månelyset"), i skildringen af det fysiske arbejde og i usædvanligt stærke og troværdige skildringer af rusoplevelser. Prosaen imponerer på sætningsniveau, og samtidig fornemmer man alternative fortolkninger af den samtidige norske virkelighed bryde frem gennem den humoristiske overflade.

"De færreste på Råset hadde det såkalte ambisjonsmonsteret i seg, dette er ikke egentlig noe tema for oss", siger Faldbakkens alvidende romanfortæller og antyder dermed, at familien kan betragtes som noget af en modpol til den urbane middelklasse, hvis tilværelse meget ofte spejles i kunsten og den offentlige samtale. Samtidig er brugen af ordet "tema" karakteristisk for en roman, som betragter sine egne ansatser til analyser af en mere samfundsmæssig karakter med en legende tilgang, som ikke nødvendigvis gør de sociale observationer mindre gyldige.

"Skaberglæde" er et ord, som ofte dukker op i bevidstheden under læsningen af romanen.  Tormods begejstrede lerfantasi afspejles i romanens egen glæde over at fremmane originale menneskeportrætter ved at lege med forskellige stilarter og genrer, som gerne benytter floskler og formler, som får deres eget liv og deres egne betydninger inden for romanens univers. Samtidig har skaberglæden en bismag. For Tormods mørke og grænseoverskridende fortid genopstår i det næsten Frankenstein-agtige forhold mellem skaberen og hans egen skabning af ler. At påstå, at Vi er fem dermed udgør en slags teknologikritik, eller en samfundskritik, lyder dog for reducerende om en roman, som først og fremmest imponerer i kraft af en vitalitet, som viser sig lige så stærkt i børneportrætterne og landsbyrealismen, som den gør i skabelsestematikken og i blikket for sociale strukturer.