Pajtim Statovci

Pajtim Statovci blev født i Kosovo i 1990, kom til Finland som 2-årig og voksede op i Borgå. Hans første roman Kissani Jugoslavia (2014) (Min kat Jugoslavien, People's Press 2016, oversat af Siri Nordborg Møller) var et øjeblikkeligt gennembrud. Den gav Finlands litteratur en ny motivkreds – Europas krigshærgede sydøstlige hjørne og personer, som er faret vild mellem identiteter og kulturer. Statovci er en mester i det finske sprog. Hans tekster er exceptionelt farvestærke og flerdimensionelle. Nogle steder er ligefrem hver eneste sætning, hver eneste metafor, overraskende og åbner nye perspektiver. Statovcis anden roman Tiranan sydän (2016) (Tiranas hjerte, ikke oversat til dansk) blev i 2019 nomineret til National Book Award i USA i kategorien for oversat litteratur. Bolla (2019) (Kongenes land udkommer på norsk i maj 2021 på Gyldendal og til efteråret på svensk på Nordstedts. Herefter bliver bogen udgivet i Tyskland på Luchterhand, Italien på Sellerio, Nederlandene på De Geus, USA på Pantheon og England på Faber & Faber) gav ham Finlandiaprisen som den yngste forfatter nogensinde.

I begyndelsen af romanen defineres "Bolla": 1. spøgelse, usynlig, udyr, djævel, 2. ukendt dyreart, slangelignende væsen, 3. udenforstående. Læseren møder alle disse kategorier i en eller anden form. Fortælleren, kosovoalbaneren Arsim, er for det meste alt andet end en flink fyr.  En flakker, en wannabe-forfatter, som er havnet i et konventionelt ægteskab. Han møder Milos på en café og et forhold flammer op. Serberen Milos studerer medicin på universitetet i Pristina, hvor albaneren Arsim ikke længere har adgang. Mens Arsim og Milos er midt i deres rystende sommerromance, tager truslen om krig til. Antallet af soldater i gaderne øges, albanernes livsrum indskrænkes, og der er flere og flere nyheder om tyranni og vold. Til sidst er flugt den eneste mulighed for Arsims familie.

De havner i forstad til en millionby langt mod nord. Arsims marginaliserede liv fortsætter, og han kan heller ikke tilpasse sig til omgangsformerne blandt de lokale kosovanere. Han udvikler sig til en adspredt og endda voldelig familiefar, og hans forhold til familien er oftest distanceret og præget af mangel på forståelse. Til sidst lykkes det for ham at ødelægge det hele, og han bliver idømt fængsel og udvisning. "Godt," er hans spontane reaktion, da dommen bliver læst op. Familien bliver boende, og Arsim sendes tilbage til Pristina. Nu handler hans liv om at klare sig fra dag til dag og om at lede efter sin elskede. Pludselig flimrer Milos' ansigt forbi i en tv-dokumentar: "Det er som et under, som en drøm – som om en majestætisk tohovedet ørn fløj ind i en pyntet festsal og eksploderede i en pengeregn over menneskene derinde." Men historien tager en uforudset drejning. Det, som krigen har smadret, kan ikke længere repareres.

Parallelt med Arsims fortælling løber Milos' notater, som han har kradset ned på sygehuset efter krigen. Det fortæller en anden historie. Om vold, om udnyttelse, om had. Teksterne er produktet af et nedbrudt sind. Det overlades til læseren at afgøre, hvad der er virkelighed og fantasi i dem. Men man må ikke tage fejl af det uformelige had, som retter sig mod alt og alle. Krigen konkretiseres sammen med alle de forskellige årsager til, at mennesker slutter sig til hæren, som fører en grusom borgerkrig.

Historiens tredje hovedperson, Arsims kone Ajshe – som kun ses gennem Arsim-fortællerens ofte irriterede øjne – udvikler sig ubemærket fra den traditionelle rolle som en albansk hustru ("ligesom tapetet") til en ligefrem klassisk og stærk mor. Hun har kræfterne til at kæmpe sig til en plads i det nye miljø, til at blive vred over, hvordan hendes børn behandles, til at skændes med skolen og til hverdagen med sin distancerede og lunefulde mand. Arsim ser sin kone for sidste gang på en café i Pristina, da Ajshe kommer med skilsmissepapirerne, som han skal underskrive. "Hun ligner slet ikke sig selv. Eller også er det lige modsat. Nu ligner hun sig selv på en prik. Endelig."

Statovci fremtryller en optimistisk afslutning på sin dystre historie. Arsims fortsætter sine studier. Hans første historie bliver udgivet, og måske vil han også en dag ligne sig selv. Endelig.