Peter Sandström

Peter Sandströms roman Den stora blondinens sista sommar (ikke udkommet på dansk) indledes med, at fortælleren, en midaldrende forfatter, går rundt i det hus, hvor han er vokset op. Det skal tømmes. Først går det nogenlunde hurtigt, men jo mindre og mere trivielle genstande han konfronteres med, desto mere tøvende bliver han. Stillet over for de sidste rester af en inspireret moderlig kost – "en sennepstube, et bæger ymer, ketchup, honning, alt sammen gammel og dårligt" – beslutter han sig for, at "den orden, der hersker i køkkenet, skal bestå, for at jeg kan blive færdig med det på sigt. Det var som et skakbræt i et parti, hvor der ikke var noget hastværk. Brikkerne stod stille, og der kunne gå dage eller uger eller måneder mellem hvert træk."

Der er tale om almindelige forpligtelser, som mange af os skal påtage os på et tidspunkt, og ofte indgår der et element af magisk tænkning i det praktiske. Døden og galskaben er diskret nærværende i periferien af livet og forstanden i sådanne perioder. Det er ikke overraskende for læsere, som har kendskab til Sandströms tidligere produktion, at hans protagonist netop oplever afmagt og tvivl i køkkenet. Mamma, eller dialektalt "mamm", er en omfattende karakter i hans fiktive univers, som ofte skildres med varme og humor. Også i Den stora blondinens sista sommar spiller moren en rolle, men denne gang er andre kvinder vigtigere. Eller rettere fortællerens position i forhold til dem.

Samtidig med at Sandströms hovedperson tømmer huset, forbereder hans datter sig på at flytte hjemmefra. Men hvordan skal man være far i Åbo til en voksen kvinde, der studerer i Utrecht?

Den slags sætter sjælens kontinentalplader i bevægelse, uanset hvor forsigtigt man end går til værks.

Nuets jordskorpe revner, og en sommer fra 80'erne vælder frem. Dengang var hovedpersonen meget ung og forelsket i den flygtige Limone og havde en kort og fantastisk drøm om et faderskab, som aldrig blev realiseret. Et nederlag, som er lettere at glemme end at sætte ord på, men der findes stadig et aftryk, og pludselig bliver det synligt.

Han mindes den ensomme sommer efter forholdet til Limone. Da hun rejste væk og gav ham nøglen til sin lejlighed, for at han skulle vande hendes blomster. Han husker, hvordan han snusede rundt i hendes lejlighed, bladrede i hendes dagbog, hvor han end ikke var nævnt, og aborten omtales med det forkert stavede substantiv "ingreb". Han husker, hvordan han anskaffede sig en telefonsvarer, som han ringede til fra hendes telefon eller fra en telefonboks i byen, for at han et kort øjeblik kunne forestille sig, at det var Limone, som havde ringet, da telefonsvareren blinkede rødt og lovende til ham, da han kom hjem. Og han husker Virtanen, hans kollega, som oplærte ham i vinduespudsningens kunst i det firma, hvor han havde fået et sommerjob, og som forbandt såret på hans hånd og viste ham fotografier af sine elskede dampmaskiner.

Den stora blondinens sista sommar er skiftevis morsom og hjerteskærende i sin udfoldelse af tidløse menneskelige temaer som kærlighed, forældreskab og aldring – i en prosa, som er både konkret og intensivt ladet med både tanke og følelse.

Peter Sandström (født 1963) debuterede i 1998 med novellesamlingen Plebejerna. Siden har han udgivet to novellesamlinger og seks romaner, og han har modtaget flere priser, herunder Runebergprisen samt Samfundet De Nios julepris 2017 for romanen Laudatur, Signe Ekblad-Eldhs pris af Det Svenske Akademi 2021, og samme år Stiftelsen Längmanska kulturfondens pris for romanen Kärleken är ett tamdjur.