Ragnar Helgi Ólafsson

Titlen på digtsamlingen Laus blöð ("Løse blade", ikke udkommet på dansk) er gådefuld og slår en tone an, som klinger igennem hele bogen. Alt er anderledes, end det ser ud til at være, og vi tror sædvanligvis, at vi er nogle andre, end dem vi er. Digtsamlingen Laus blöð er ingen undtagelse. Bogen har ingen løse blade. De er indbundne, for at de ikke bliver væk. Den forklaring fremgår af en medfølgende papirstrimmel. Hvert eksemplar er desuden forsynet med et specialtrykt bogmærke med en liste over sidetal og anvisninger om, i hvilken rækkefølge digtene i præcis dét eksemplar skal læses. Bogen er med andre ord ikke indbundet i "læseorden"! Det er en underholdende læseoplevelse at finde det næste digt i rækkefølgen ved hjælp af et sidetal. Lidt ligesom at være med i en leg eller at lede efter en skat.

Den første række med tal på bogmærket skal læses fra venstre mod højre, den anden fra højre mod venstre, den tredje igen fra venstre mod højre osv.

Bogen har en indholdsfortegnelse, som ikke følger bogmærkets anvisninger. Ingenting er, som det lader til at være. På bogens sider følger digtene samme system som i indholdsfortegnelsen, hvilket betyder, at de bliver præsenteret for os i to forskellige rækkefølger. Man kunne kalde dem den trykte rækkefølge og læserækkefølgen, men bogen er også opdelt i kapitler, som er nummereret på en usædvanlig måde. Tredje del kommer først, herefter kommer første del, så fjerde del osv.

Bogen er meget smukt udformet. Den er ganske enkelt et stykke billedkunst, og dens leg med digtenes rækkefølge fremstår som udvidelse af værket i sig selv og minder os om, at intet er overladt til tilfældighederne. Det uventede fortrænger det normative og forudsigelige. Tanken bag hvert digt er indarbejdet i typografien på en sindrig måde.

Digtene i bogen spænder over et bredt spektrum og giver udtryk for både ømhed og skarp tækning. Det oftest forekommende og mest karakteristiske tema er dog det, som allerede er blevet nævnt. Når man ser efter, er ikke alt, som det synes, og en af poesiens vigtigste opgaver – både før og nu – er måske netop at minde os om alt det, der er skjult for os. Det er et interessant perspektiv i en samtid og i en forbrugerkultur, hvor man hele tiden bombarderes med budskabet om, at alt er præcist, som det ser ud til, og at der ikke findes noget bedre.

I bogen Laus blöð er humoren alvorlig og omvendt. Blandt de forestillinger og idéer, som dette giver anledning til hos læseren, kan nævnes:

Den eneste virkelige falske bevidsthed er bevidstheden som sådan. Hvorfor skal litteraturen afspejle virkeligheden? Er det for, at vi skal have en backup? Man må ikke forveksle en flyamatør med en amatørpilot, for det kan betyde liv eller død. Det samme gælder for skyld og skyldfølelse! Drømme er fakta i denne bog, den som taler i digtene har en dobbeltgænger – og sandsynligvis handler det om ham selv. Håret sidder fast i hovedbunden og kan ikke modstå vinden – derfor er dets bevægelser smukke. Set fra oven minder byen om et tværsnit af en hjerne.

Muligvis ligger det i poesiens natur at afsøge det, som vi ikke kan bevise eller begribe bevidsthedsmæssigt. Det kan antage højtidelige og alvorlige former, men også enkle og humoristiske ditto. Her følger et kort digt fra Ragner Helgis bog. End ikke fotografier kan man stole på:

Et foto

måske

er grunden til

hvor mærkeligt jeg synes det er

at du har det der foto

af en sovende mand

den

at jeg er den mand

og har aldrig

set ham sove