Rakel Helmsdal

Photographer
Gwenael Akira Helmsdal Carre
Rakel Helmsdal: Toran gongur. Billedbog. Bókadeild Føroya Lærarafelags, 2023. Nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2024.

Motivering

14-årige Aurora er hovedfortæller i historien Toran gongur (”Det tordner”, ikke oversat til dansk), der tager udgangspunkt i et stort hus. Aurora bor sammen med sin far Marinus og 8-årige lillebror Kaspian på midterste etage. Oven over dem bor mor og datter, Enara og Sirje, der er flygtet fra deres hjemland. Nederst bor Madame Iris, enke og pensioneret klassisk pianist, og i lejligheden ved siden af bor den unge og menneskesky Viktor. Beboerne har ikke meget kontakt med hinanden, men dette ændres, da Aurora en dag laver for meget suppe til aftensmad. Børnene inviterer hele huset til en fælles middag, og da alle mod forventning takker ja, har de en hyggelig aften sammen. Sirje falder i søvn på sofaen hos Kaspian og Aurora, og de voksne er enige om at lade hende sove. Om natten stormer det udenfor, og tordenen buldrer. Morgenen efter er Sirje væk. Alle i huset går sammen for at lede efter hende, men hun er ikke til at finde. I deres søgen efter Sirje, konfronteres de med deres personlige problemer og traumer, som sættes i et nyt perspektiv i det nyfundne fællesskab. 

 

Alle husets beboere har ondt i sjælen. Faren Marinus og børnene Aurora og Kaspian savner deres mor, som forlod dem. Madame Iris er enke og har mistet musikken i sit liv. Enara og datteren Sirje er flygtet fra krig, og under deres sjaler gemmer de på hemmeligheder. Viktor er alene og har ikke nok selvtillid til at gå ud i verden. Bogen skifter fortællere, og med dette får vi et nuanceret indblik i deres situation og forhold til hinanden. 

 

Med bogen Toran gongur sætter Rakel Helmsdal ord og billede på en række centrale problemer i dagens samfund og vores meget aktuelle verdenssituation. Fortællingen er simpel og kompleks på en og samme tid. Den omhandler alvorlige emner som ensomhed, sorg og død, krig og traumer, ligesom den også behandler anderledes familiekonstellationer, venskab og vigtigheden af fællesskab. 

 

Bogen er rigt illustreret med stærke billeder, der er et produkt af en omhyggelig proces, som Rakel Helmsdal selv har udviklet. Hun former figurer og syr kostumer, bygger scener, fotograferer, laver grafiske tryk, sætter billeder sammen og farvelægger dem med akvareller. Motiverne forstærker hendes tekstverden og er blevet til et kendetegn i hendes forfatterskab. Billederne såvel som teksten gemmer på interessante intertekstuelle referencer til blandt andet ældre færøsk litteratur og internationale klassikere. 

Rakel Helmsdal (født 1966) er en anerkendt og etableret færøsk forfatter, der har markeret sig i de nordiske lande. Siden hun debuterede i 1995, har hun udgivet talrige bøger til børn såvel som voksne. Det er sjette gang, at hun nomineres til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris.