Saia Stueng
Motivering
Hamburgerprinseassa – Eallá dušše oktii (”Hamburgerprinsessen – Lever kun en gang”, ikke oversat til dansk) er en ungdomsroman på nordsamisk om Máren. Hun er 17 år og er i gang med det sidste år på sin ungdomsuddannelse. Máren gør sit bedste for at holde hverdagen i skolen ud. Hun har det svært derhjemme, og derfor er hun flyttet ind hos Máhtte. Máhtte er en ældre mand, som hun har et forhold til, og han er hendes eneste ven.
Máren føler ikke, at hun passer ind i skolen, og hun oplever både eksklusion og social stigmatisering. I hende skjuler der sig også et mørke i form af et traume, som moren har oplevet, og som stadig præger Máren. Stueng udfolder det vigtige tema, mobning, og hvordan digital mobning kan skade en person. Læseren kan føle frygten, skammen og foragten, når Máren gemmer sig i udhuset efter at have set en video, hvor hendes mor bliver udsat for et seksuelt overgreb. Dette traume forklarer også, hvorfor både hun og hendes mor er presset rent psykisk, og det forklarer også, hvorfor forholdet mellem mor og datter er dårligt.
Selv om Máren har det svært både derhjemme og i skolen, viser hun, at hun har gåpåmod og planer for fremtiden. Hamburgerprinseassa – Eallá dušše oktii er en ungdomsroman, som tager læseren med ind i et samisk ungt menneskes hverdag. Med EDO eller YOLO-mentaliteten viser Stueng os Máren og hendes op- og nedture.
Læseren får et nært og personligt perspektiv på, hvordan spiseforstyrrelser kan dominere tanker og adfærd, og hvordan noget så grundlæggende som mad kan blive et redskab til håndtering af følelsesmæssige udfordringer. Stuengs skildring er både rå og følsom, og den giver et værdifuldt bidrag til forståelsen af spiseforstyrrelser blandt unge.
Forfatteren besidder en fremragende fortællekunst og håndterer vigtige temaer, som unge kan se sig selv i og lære noget af. Saia Stuengs evne til at fange essensen af ungdomslivet er bemærkelsesværdig. Hun skildrer Márens indre og ydre kampe med en autenticitet, som gør, at læseren ikke kun forstår, men også føler hovedpersonens smerte og håb. Gennem et sprog, som vibrerer af ungdommelig energi og samtidig bærer modenhedens tyngde, formidler Stueng kompleksiteten i at vokse op i nutidens samfund. Energien i Márens op- og nedture holder læseren fanget i Sápmi fra mørket gennem vinteren til påskens festligheder.
Romanen udfordrer det samiske samfund ved at behandle vanskelige, men genkendelige, temaer som spiseforstyrrelser, selvhad, kærlighed til samme køn, traumer, seksuelle overgreb og digital mobning. Bogen er en vigtig stemme i samtiden, som ikke blot adresserer specifikke udfordringer i samisk ungdomsliv, men også de universelle udfordringer, som unge mennesker møder i deres søgen efter en plads i verden.
Saia Stueng (født 1993) fra Karasjok, Norge, har en kandidatgrad i samisk litteraturvidenskab fra UiT Norges arktiske universitet). Nu er hun ph.d.-stipendiat ved Sámi Allaskuvla/Samisk Høgskole i Kautokeino. Nu er hun ph.d.-stipendiat ved Sámi Allaskuvla/Samisk Høgskole i Kautokeino. Hun har arbejdet som samisklærer på ungdomsuddannelsen, og hun har deltaget i Samisk forfatterforenings og Sametingets forfatterstudium. Stueng debuterede med Hamburgerprinseassa i 2017. Hamburgerprinseassa – Eallá dušše oktii er den anden bog om hovedpersonen Máren og kan læses uafhængigt af den første.