Theis Ørntoft

Motivering: 

Hvordan fortæller man den komplicerede tilstand, der er blevet kendt som det antropocæne? Dvs. en tidsalder hvor mennesket er blevet en geologisk faktor, der forandrer planeten. Kan man fortælle det i en roman? Svaret er formentlig, at det kan man ikke. For de bagvedliggende faktorer er så indviklede, at de næppe kan narrativeres. Fortællinger kræver bestemte mennesker, kausalitet, intentioner, agens. Alle ting som ikke giver mening indenfor betegnelsen det antropocæne. Men man kan fortælle om de stakkels mennesker, der befinder sig i miseren. Mennesker der er underlagt, hvis ikke skæbnen, så i hvert fald planetens tilstand, og som ikke kan gøre andet end at blive i besværet og på bedste beskub forsøge at få det hele til at fungere et tilfældigt sted i et ufatteligt stort solsystem, der har været så følgesvangert at udvikle liv på en af sine otte planeter. Dette er udgangspunktet i Theis Ørntofts Jordisk. 

Her møder vi bl.a. Ernst. Det er 1967, og han er på Tenerife med sin hustru Inger. Til en hotelfest, hvor hun er gået tidligt i seng, bliver han budt op til dans af en fremmed koketterende kvinde, men vælger i stedet at tage en taxa op på et bjerg. Her tror man i et kort sekund, at Ernst rækker ud og banker på selve Mælkevejen, men det viser sig blot at være den lukkede dør til et stjerneobservatorium. Sådan er der ikke langt mellem det planetariske og Ernsts indre liv, hvor begge dele forbliver lige uransagelige, men forbindelsen findes som et vældigt sug i livet, der hverken er til at håndtere eller kapere. Det er dette sug, som denne store samtidsroman forsøger at indfange. 

Ernst skifter i romanen sit bankjob ud med olieindustrien, fordi han frygter en valuta, der kun er abstrakt, diffus og uhåndgribelig. Pengenes bristede bånd til det fysiske bliver et billede på den virkelighed, som de gennemgående personer i Jordisk alle befinder sig i. En virkelighed, der generelt set har løsrevet sig fra det konkrete, både i tanken og handlingen. 

Romanen falder i fem dele, og persongalleriet er stort. Udover Ernst, møder vi også Ernsts datter Alice og hendes tre børn Joel, Rhea og Miriam. Desuden deres amerikanske far Nick, der efter en stormombrust begyndelse på ægteskabet med Alice, langsomt går i hundene, bliver skilt og stikker af hjem til USA igen. I Nicks del finder vi ham imidlertid i en tørlagt version, og nu også far til forfatteren og den tidligere snowboarder Julia.  

Ørntofts roman er således ikke kun amerikansk i sit tilsnit; dvs. dens mindelser om familieromaner af eksempelvis Jonathan Franzen eller dens hilsener til John Steinbecks gigant Øst for Paradis; i flertallet af bogens personer flyder der tillige amerikansk blod.   

Sådan bliver USA på godt og ondt definerende for den samtid, som romanen forsøger at indkapsle. Stilen i romanen kan virke en smule følelsesløs, og bogen blev af en kritiker betegnet som ”lammelsens roman” – man kan måske tale om prosa tilført benzodiazepiner – alligevel eller måske netop derfor glider vi umærkeligt med fra den ene side til den anden, fra den ene uforløste fortælling til den anden som i de store kollektive film og serier fra de senere år: Det kunne være Todd Solondz Happiness (1998) eller tv-serien Succession (2018–2023). Man glider sorgløst fra livets vigtigste begivenheder til ligegyldige informationsstrømme, som når Alice i bilen på vej hjem, kort efter at hun har begravet sin Ernst, kommer i tanker om en gammel nyhed tilbage fra 1971, der handler om en sort panter, som er flygtet fra Ålborg Zoo.  

Alle personer i Jordisk lider på hver deres måde af at være menneske, alt for meget menneske. Mest jordbundne og måske også derfor mest heroiske fremstår Alice og Julia, imens mændene i romanen generelt hjemsøges af flugtimpulser og fortaber sig i alt fra druk, dystopiske digte til lige lovligt unge TikTok-dansende piger. 

Ørntoft kender vi ellers bedst som digter. Han debuterer med Yeahsuiten 2009, men brager for alvor igennem med sin dystopiske digtsamling Digte 2014. I 2018 skriver han sin første roman Solar der af kritikere er blevet beskrevet som en ”grusomt god bog”, og som efterfølgende har opnået kultstatus i visse kredse. I Solar bliver slutningen ensom og uvirkelig, fordi hele menneskebyrden lander et sted, nemlig på hovedpersonen Theis, der som i et computerspil, der er spillet til ende, ikke har flere steder at flygte hen. I Jordisk er byrden og besværet fordelt på flere personer. Misantropien bliver heller ikke så eklatant som hos fx Bret Easton Ellis eller Michel Houellebecq, for interessen for de personer, vi møder, forbliver oprigtig omend ofte udsigtsløs. Noget i romanen, dens blik på personerne, insisterer på trods af lammelsen og den deraf illusionsløse prosa på at beskrive dem som mennesker og ikke kun figurer. Heri ligger måske det eneste håb: At Jordisk faktisk er interesseret i de personer, der fortælles om, også selvom de muligvis kun er interesseret i sig selv og det sug, som universet til stadighed lader sig udfolde i dem.