Vinder af Nordisk Råds miljøpris 2016

Nordisk Råds miljøpris 2016
Fotograf
Magnus Fröderberg/norden.org
Nordisk Råds miljøpris 2016 går til appen ”Too Good To Go” fra Danmark.

Appen ”Too Good To Go” fra Danmark vinder Nordisk Råds miljøpris. Det er netop blevet offentliggjort ved Nordisk Råds prisuddeling i DR Koncerthuset den 1 november 2016. 

Bedømmelseskomitéens begrundelse

Appen ”Too Good To Go” indstilles, fordi tjenesten på en innovativ digital, let og folkelig måde er med til at ændre forbrugere og forretningers holdninger til madspild og ressourceforbrug. Virksomheden hjælper restauranter og fødevarevirksomheder med at sælge overskydende mad til befolkningen, som til gengæld har mulighed for at gøre økonomiske køb.

Konceptet kan være med til at inspirere andre til lignende ideer i andre brancher og er allerede udbredt til flere lande. Initiativet er helt i tråd med de nye verdensmål for bæredygtig udvikling, som bl.a. har fokus på at reducere madspild og ressourceforbrug i øvrigt.

Reduceret madspild med 3 tons hver dag

”Vi har siden 2015 solgt 500.000 måltider via appen og reducerer madspild med 3 tons hver dag, hvilket er til stor gavn for klimaet og miljøet,” siger direktør Stian M. H. Olesen, som modtog prisen sammen med Klaus Pedersen. ”En tredjedel af al mad, der bliver produceret i verden bliver smidt ud, og samtidig er der folk, der sulter. Klimaet er belastet som aldrig før. Det ønsker vi at gøre noget ved,” sagde Olesen til prisoverrækkelsen.

”Vi er meget begejstrede for Nordisk Råds Miljøpris, som er en stor anerkendelse af vores indsats. Madspild er i top tre over de største miljøbelastninger i dag, så det er vigtigt for os at sætte fokus på problemet.

Ifølge Klaus Pedersen får stadig flere øjnene op for virksomhedens miljøbevidste koncept.

”Too Good to Go appen er downloadet mere end 800.000 gange og antallet af registrerede brugere vokser med omkring 5.000 om dagen. Vores forretning stiger med 20% i gennemsnit om måneden, så det går rigtig stærkt.

Den danske app ”Too Good To Go” fik Nordisk Råds miljøpris ved Nordisk Råds prisuddeling i København. De to direktører Stian Olesen og Klaus Pedersen fik overrakt prisen på 350.000 kr. af sidste års vinder Hákun Djurhuus i DR Koncerthuset.