Zandra Lundberg

Zandra Lundberg

Zandra Lundberg

Photographer
Tiina Tahvanainen
Zandra Lundberg: Konsten att inte hitta sig själv på Bali. Prosafortælling, Schildts & Söderströms, 2022. Nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2023.

Er der en vej ud af den dybeste depression?

 

Alt for ofte læser vi om unge, der rammes af et mørke, som fylder både krop og sjæl. En tilstand, hvor alt føles meningsløst.

 

Der er skrevet meget om dette emne, ikke mindst i såkaldte selvhjælpsbøger. Men få gør det med en sådan intensitet og vedkommende kraft som Zandra Lundberg (født 1987) i debutbogen Konsten att inte hitta sig själv på Bali (ikke udkommet på dansk), som er Ålands kandidat til Nordisk Råds litteraturpris 2023.

 

Lundberg indledte sin karriere som journalist hos lokale ålandske medier, allerede da hun var 15. Nogle år senere blev hun tilknyttet Aftonbladet i Stockholm som højt profileret underholdningsjournalist. Det er sjældent, at en ung skribent etablerer sig så hurtigt i medieverdenen.

 

Men succesen har sin pris. Zandra Lundbergs barndomshjem i Mariehamn var præget af vold og alkoholisme. Bag den selvsikre facade bar hun rundt på minder, som truede med at tilintetgøre hende. I forskellige perioder sank hun allerede som teenager ned i depression og destruktivitet, hvilket blev yderligere forstærket af relationer til voldelige mænd. Den hektiske arbejdsrytme i avisverdenen, hvor hendes vigtigste opgave var at rode i kendissers privatliv, skabte en angst, som hun forgæves forsøgte at bekæmpe. Hun søgte svar i meditation og yoga for at finde en ny balance i tilværelsen.

 

Som så mange andre drømte hun om friheden på det fjerne Bali, som skildret af Elizabeth Gilbert i den populære bog Spis, bed, elsk. Men Lundbergs erfaringer efter flere rejser til Bali og Goa er helt anderledes. Hun længes frenetisk efter tryghed, men hun befinder sig hele tiden på grænsen af et mentalt sammenbrud. Fokuseringen på yoga giver en midlertidig lindring. I det næste øjeblik falder hun ned i et sort hul af angst og selvmordstanker. De mennesker, som hun møder, forvandles til skygger i et dystert landskab. Teksten tager form af en sjælelig helvedesskildring, da hun rejser fra Bali til en mildt sagt virkelighedsfjern bevægelse i Nederlandene, hvor der er direkte nedbrydende øvelser på programmet. Hun søger efter sig selv, men hun er tæt på at drukne i gråd: "Jeg er bange for mig selv. Bange for mit mørke."

 

Zandra Lundberg fortæller i en kortfattet og litterært effektiv stil. Det selvbiografiske materiale får romanens form, hvor den dramatiske monolog indfanger læseren i et fast greb. Med dygtighed og en stærk fornemmelse for ordenes nuancer udfolder hun, hvordan den skrøbelige hinde i den menneskelige psyke truer med at briste. Men også hvordan drømmen om en lysere verden kan anes i det barn, som hun på de sidste sider snart skal føde.

 

Bogen handler om sorg og svigt, og hvordan skriget fra vildmarken behersker alle sind. Men i Zandra Lundbergs søgen efter lindring og forsoning er der også en trodsig varme. En absurd humor kommer glimtvis til syne.

 

Og så kan Konsten att inte hitta sig själv på Bali alligevel læses som en slags hyldest til livet – det tragiske, magiske og vidunderlige liv.