Zenia Johnsen og Signe Parkins

Per er et storslået og meget stille mesterværk om liv og død. Om metamorfose, savn og sorg, og at nogen aldrig ændrer sig.  Vi husker dem, vi svigter, siger jeg-fortællerens far og flytter. Han efterlader sig et akvarie med trådnet-låg og et løfte om at komme tilbage og fylde noget i det. Efter et år uden kontakt dukker far op igen og tager barnet med på jagt efter sommerfuglelarver. Tålmodigt betragter barnet livets drama folde sig ud for øjnene af os, mens far igen er fraværende og tavs. Til sidst folder sommerfuglene sig ud og efterlader os med et håb på barnets vegne. Noget bliver alligevel forandret.  

Zenia Johnsens tekst er præcis og poetisk, konstaterende og uden sentimentalitet. Koblet med Signe Parkins’ kongeniale streg, som spænder over et humoristisk, skitseret larveunivers til selve følelsen af forladthed via farvemættede værelser uden mennesker og en svimlende zoologisk detaljeringsgrad, hvor vi i den grad får et møde med den ægte kunst og kunstner. 

Det er på mange planer et svimlende og berigende værk om noget, der er ubarmhjertigt, råt og nærmest umuligt at sætte ord på. Der må noget andet til, når ensomheden både kan og skal fremkaldes som den sitrende uro, den er, når den vokser frem i barnets verden, uden barnet selv er i stand til at give den form, farve og forståelse. Den er der bare hele tiden.  

Per er et stort værk om de helt små ting, som alligevel er dem, der forskyder sig, pibler frem på deres egne måder, og giver et indhold og en hverdag til barnet, som gør det muligt at være i det, der virker så umuligt. Det er realistisk poesi, nærmest håndholdt, tegnet virkelighed, hvor man må gribe ud efter noget eller nogen, som man endnu ikke kender, med et ønske om, at det alligevel – og trods alt – kan hjælpe en.  

Værket kan aflæses på mange forskellige planer og har i sig selv endnu flere lag, hvor det, som virker umiddelbart, alligevel vokser i en som læser meget længe efter mødet med historien her, hvor tekst og tegning balancerer knivskarpt i et insisterende mesterværk af de helt store om det, som er så hjerteskærende at have en barndom i. Det er heldigvis også et værk, som hverken moraliserer eller pædagogiserer, men fortæller om det, der gør ondt, når det gør ondt. Det i sig selv er en bedrift og et mod, som værket inkluderer. Et mod til at fortælle om afsavnet og sorgen i en stil, hvor kulturen ikke er nok, og naturen derfor tager over og giver håb om noget meget større. De flagrende sommerfugle er så smukke og skrøbelige på en og samme tid. Akkurat som det at leve, og ikke bare overleve.