Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Dansk.

Ingen i Norden skal føle sig udenfor

21.01.19 | Nyhet
Unge og udenforskab
Fotograf
Ritzau Scanpix
Nordisk Råds velfærdsudvalg vil gøre Norden til global foregangsregion for at modvirke udenforskab blandt samfundets udsatte grupper med udgangspunkt i den sociale gennemlysning - Viden der virker i praksis. Målet er, at Norden skal være den mest integrerede region på kloden. Og midlerne er blandt andet sociale investeringer og forebyggelse.

- Ingen i Norden skal føle sig udenfor. Derfor har vi en forpligtigelse til at sikre bedst mulige strukturer og praksis på socialområdet til gavn for bl.a. udsatte unge, siger formand for Nordisk Råds velfærdsudvalg, Bente Stein Mathisen. Forslaget til at arbejde for at modvirke udenforskab blev stillet af den socialdemokratiske gruppe på Nordisk Råds Session i Oslo før jul. Nu på årets første møde i Reykjavik har Nordisk Råds velfærdsudvalg besluttet at gå videre med forslaget og anbefaler Nordisk Ministerråd at igangsætte et arbejde for at styrke modeller og incitamenter til at fremme sociale investeringer og forebyggende indsatser i kampen mod udenforskab.  

Ingen i Norden skal føle sig udenfor. Derfor har vi en forpligtigelse til at sikre bedst mulige strukturer og praksis på socialområdet til gavn for bl.a. udsatte unge.

Formand for Nordisk Råds velfærdsudvalg, Bente Stein Mathisen.

Flere udsatte grupper – herunder unge  

Udenforskab dækker som begreb over mennesker, der ikke føler sig som en del af samfundet, og af den grund er i risiko for at havne i sundhedsmæssig- og social mistrivsel. Særligt udsatte grupper kan være indvandrer, mennesker med sindslidelser, handicap eller misbrug eller unge fra socialt belastede miljøer. Alle mennesker, der kan være vidt forskellige men har det tilfælles, at de lever i et samfund, der ikke altid er gearet til deres behov. Hvis man fx ser på udsatte unge, er de ofte kendetegnede ved fx at være droppet ud af skolen, ikke deltage i foreningsliv, har ressourcesvage forældre og en begyndende mistro til deres fremtid i det samfund, de skal være en del af. Medlem af Ungdommens Nordiske Råd, Anna Falkenberg ser positivt på ambitionerne for arbejdet med udenforskab og siger:  - Fokus på forebyggelse og forskellige ungegrupper er vigtigt. Jo tidligere, der kan sættes ind, jo bedre er det for den enkelte unge og for samfundet.    

Sociale investeringer og forebyggelse 

Nordisk Råds velfærdsudvalg tager afsæt i den sociale gennemlysning – Viden der virker i praksis, som indeholder 14 anbefalinger til at forbedre socialsektoren i Norden. Særligt to temaer er centrale for Nordisk Råds velfærdsudvalg i forhold til at modvirke udenforskab: Sociale investeringer og forebyggelse. Sociale investeringer handler om at skabe systemer, der tilgodeser nye og langsigtede løsninger, som ikke umiddelbart kan ses på bundlinjen på kort sigt. Og som er svære at konkretisere overfor borgere mv. Forebyggelse handler i al sin enkelthed om at sætte ind, før skaden er sket, men også det er svært at konkretisere, for hvordan måler man med sikkerhed noget, der ikke er sket?   

Fokus på forebyggelse og forskellige ungegrupper er vigtigt. Jo tidligere, der kan sættes ind, jo bedre er det for den enkelte unge og for samfundet.  

Ungdommens Nordiske Råd, Anna Falkenberg

Del dét der virker.  Drop dét, der ikke gør

Udfordringerne er der altså, og netop derfor ønsker Nordisk Råd, at Nordisk Ministerråd arbejder med at få systemer og indsatser, der tilgodeser sociale innovationer og forebyggelse i kampen mod udeforskab. De skal deles ud fra mantraet fra den sociale gennemlysning: Del dét der virker.  Drop dét, der ikke gør. Det vil gavne det enkelte mennesker, og det vil gavne samfundet økonomisk. Fx viser studier fra Norge, at hver studerende, der fuldfører en videregående uddannelse, giver en samfundsgevinst på 1 mio. norske kroner.   

En indsats for at opnå verdensmålene  

Det nordiske samarbejde har målsætningen; at være den meste integrerede region i verden. Denne indsats vil bidrage til at nå målsætningen og bidrager ligeledes til at nå Agenda 2030 - de globale verdensmål. Nærmere bestemt mål 10: At mindske ulighed i samfundet og gøre det muligt for alle - uanset alder, køn, religion eller økonomi at føle sig inkluderet i det sociale, økonomiske og politiske liv i de nordiske lande.