Det digitale drømmeland – sundhed fra distancen
- Er det rimeligt, at ens postnummer afgør kvaliteten af den hjælp, man får fra vores velfærdssystem, spørger den danske social- og indenrigsminister Astrid Krag på dagens nordiske konference; Velfærd i tyndt befolkede områder. Ministeren kommer selv efterfølgende med svaret; Nej. Hun peger på, at der skal politisk vilje til at forbedre forholdene for de borgere, der ikke bor i de større byer. Den pointe er Anna Lundgren, Nordregio enig i og peger på at digitaliseringen af sundhedsydelser kan bidrage til at opnå det mål.
- Det findes økonomiske gevinster for den enkelte region, samtidig med at borgerne vil få en mere fleksibel og specialiseret service, der øger deres livskvalitet siger, Anna Lundgren og refererer til rapporten Digital Health Care and Social Care, som hun er medforfatter til. Rapporten er en del af prioriteringsprojektet: Healthcare and care at distance 2018-2020 søsat af det svenske formandskab i Nordisk Ministerråd i 2018.
Der skal være ledelsesmæssig vilje
Men der er en række udfordringer, der skal overkommes, før det digitale drømmeland bliver til virkelighed. Anna Lundgren peger på flere punkter:
- Helt overordnet skal der være ledelsesmæssig vilje til at bygge strukturen for og skabe forudsætningerne til digital omstilling lokalt. Det handler også om at overkomme juridiske barrierer, datasikkerhed, IT-tilgængelighed, brugervenlighed og økonomi. Og så handler det om, at det personale, der skal håndtere alt dette, har de rette kompetencer, siger Anna Lundgren.
Digitalisering en game changer for personalet
Niclas Forsling fra Glesbygdsmedicinskt centrum i Sverige er enig i, at sundhedspersonalets kompetencer er afgørende, og peger på, at der i tyndt befolkede områder mangler personale. Glesbygdsmedicinskt centrum har i samarbejde med Nordens Velfærdscenter og Nordregio – også i forbindelse med Nordisk Ministerråds projekt Healthcare and care at distance 2018-2020, undersøgt udfordringerne ved opkvalificering og rekruttering af sundhedspersonale i tyndt befolkede områder i Norden.
- Det er en kamp at rekruttere og fastholde personale på sundhedsområdet i tyndt befolkede områder, men digitalisering kan være en positiv game changer her, siger Niclas Forsling. Han peger i den forbindelse på fire nye indsigter, som rapporten bringer til bordet. Nemlig at sundheds- og velfærdsteknologi: Gør arbejdet nemmere og mere fleksibelt, frigør mere tid til vigtigt arbejde, giver større mening med jobbet for den enkelte og øger jobbets status. Samlet set konkluderer Niclas Forsling, at dette vil gavne arbejdsmiljøet i sundheds- og velfærdssektoren i tyndt befolkede områder, hvilket kan bidrage til at tiltrække og fastholde personale i de områder, hvor der er længere mellem huse og mennesker.
Et socialt holdbart Norden
På konferencen deltog Nordisk Ministerråds generalsekretær Paula Lehtomäki, som pointerede at sundheds- og velfærdsdigitalisering medvirker til at skabe et socialt holdbart Norden. Paula Lehtomäki pegede også på den merværdi, dette projekt og dagens konference giver, når aktører fra forskellige nordiske lande kan dele deres erfaringer med hinanden på en åben og tillidsfuld måde:
- Jeg tror, at vi i Norden faktisk har et lille ekstra forspring gennem den tillid som findes her, og som er en vigtig ingrediens i et tværsektorielt samarbejde – både når det gælder et lokal, kommunal, national eller nordisk niveau, lyder det også fra Paula Lehtomäki.