De nordiske sprog
En stor del af Norden er bundet sammen af sprog, der er så nært beslægtet, at et flertal af de nordiske borgere med lidt anstrengelse kan forstå hinanden. Dette sproglige fællesskab er det man ofte kalder nordisk nabosprogsforståelse.
Men der tales også sprog i Norden, der står uden for dette slægtsskab. Samtidig vinder engelsk frem som fællessprog både i faglige og kulturelle sammenhænge. Og dette sætter nabosprogsforståelsen under pres i Norden.
Det sproglige fællesskab mellem dansk, norsk og svensk udfordres også på andre måder. Både de forventninger vi har til, om andre vil forstå vores sprog, og de holdninger vi har til, om vi kan forstå andre, præger vores sproglige valg i mødet med mennesker fra de nordiske nabolande.
Vores holdninger og forventninger formes blandt andet af, om vi i det hele taget møder nabosprogene i hverdagen. Et godt eksempel er det norske netdrama SKAM, som i 2016 var med til at skabe fornyet interesse for det nordiske sprogfællesskab blandt unge og knap så unge i hele Norden fra Island i vest til Finland i øst.
Ord og vendinger fra SKAM, som ”russebuss”, ”dritkul” og ”kroppen din trenger potet”, fik i 2016 nærmest kultstatus blandt fans. Sproghistorien vil vise om nogle af de sproglige lån fra SKAM i fremtiden overlever som mere almene slangord, eller til og med hverdagsord, i andre nordiske sprog.
Gymnasielærere i hele Norden har med udgangspunkt i dramaserien haft held med at sætte fokus på de nordiske nabosprog, og også arbejde med den i lys af fælles nordiske kulturelle og samfundsmæssige referencer. Det vil blive interessant at følge hvilken betydning et ungdomskulturelt fænomen som SKAM vil kunne få for undervisningen i og om nabosprog på længere sigt.
SKAM gjorde noget ved mange af de nordiske fans’ forventninger til, om de kunne forstå norsk. Skiftet i deres forventninger er mindst ligeså vigtigt for nabosprogsforståelsen, som den sprogtræning de fik, da den trods alt har en noget begrænset effekt i længden. Men tanken om at norsk er nemt at forstå, og måske endda er lidt sjovt, den har en langtidseffekt for SKAM-generationen.
Sprog i Norden
Historisk har en stor del af Nordens indbyggere kunnet forstå hinandens modersmål. Dette sproglige fællesskab på tværs af landegrænser er med til at binde Norden kulturelt sammen.
Det sproglige og kulturelle fællesskab har sin baggrund i både sproglige og historiske forhold.
I flere hundrede år har de nordiske stater og selvstyrende lande indgået i skiftende unioner og andre formelle fællesskaber. Således har Danmark, Norge og Island særlig nære relationer på det sproglige og kulturelle område. Finland og Sverige ligeså. Sammenvævningen af relationer styrkes videre gennem den norsk-svenske union, og rigsfællesskaberne mellem Danmark-Grønland-Færøerne samt Finland-Åland. Norge fik sin selvstændighed i 1905, Finland i 1917 og Island i 1944. Da disse lande frem til da havde haft enten dansk eller svensk som administrations-, undervisnings- og kirkesprog, samt delte en omfattende fælles litteraturhistorie, var det oplagt med et fortsat sprogligt og kulturelt fællesskab. I den grad de nordiske nationer og folk fortsat ønskede og ønsker det.
Når det gælder de sproglige forhold, hører de fleste af Nordens sprog til den indoeuropæiske sprogstamme. Det gælder færøsk, islandsk, norsk, dansk og svensk, som alle er nordgermanske sprog, der udspringer af det samme fællesnordiske sprog, som blev talt i vikingetiden. Siden fjernede sprogene sig fra hinanden og blev adskilt i en vestlig og østlig sprogstramme med dansk og svensk på den ene side og norsk, færøsk og islandsk på den anden side. Færøsk og islandsk udgør til sammen de ønordiske sprog. De er ikke gensidigt forståelige med de fastlandsnordiske sprog, som er de skandinaviske sprog dansk, norsk og svensk. Denne inddeling handler blandt andet om udviklingen i udtalen (lydsystemerne).
Også i dag er udtaleforskelle noget af det der volder flest problemer for nabosprogsforståelsen. Men modsat af hvad man måske skulle tro, givet inddelingen ovenfor, er forståelsen mellem norsk og svensk udtale i vore dage bedre end forståelsen mellem dansk og svensk.
Finsk og de samiske sprog tilhører til gengæld den finsk-ugriske sprogfamilie. På tværs af det nordlige Norden tales samiske sprog i både Norge, Sverige og Finland. I Finland taler en lille minoritet desuden karelsk, i Norge kvænsk og i Sverige meänkieli. Disse sprog kan ikke forstås af nordisk-talende med mindre de har fået oplæring.
Grønlandsk eller "kalaallisut" hører til inuit-grenen af de eskimo-aleutiske sprog, altså en tredje sprogfamilie, og tales i Grønland. Vestgrønlandsk er i familie med en række sprog, der tales i det nordlige Canada og Alaska.
Ved siden af de talte sprog bruges nationale tegnsprog. Tegnsprogene kan også deles op i en østlig og en vestlig familie. Finsk, finlandssvensk og svensk er nært beslægtede sprog, mens dansk, norsk og islandsk tegnsprog er i nær familie. Grønlandsk og færøsk tegnsprog bygger på dansk, men har nationalsproglige særtræk.
Desuden tales en lang række indvandrersprog i de nordiske lande.
Sprogenes status i og uden for Norden
Dansk, finsk, norsk, islandsk og svensk (inklusiv finlandssvensk) er statsbærende sprog i Norden. Disse sprog samt færøsk, grønlandsk og samisk er det vi kalder samfundsbærende sprog i Norden. De nordiske tegnsprog har en særlig stilling i de nordiske samfund. ”Deklaration om nordisk sprogpolitik”, som blev underskrevet den 2. maj 2024 og erstattede den tidligere deklaration om nordisk sprogpolitik fra 2006, gør rede for sprogenes status og for centrale områder i nordisk sprogpolitik.
Dansk, finsk og svensk er officielle sprog i Den Europæiske Union.
Dansk tales af et mindretal i den tyske delstat Schleswig-Holstein. I området Sydslesvig har dansk siden 2015 haft status som et af flere officielle sprog.
Finsk er anerkendt mindretalssprog og tales i den nordvestrussiske karelske republik.
Sprogbrug i det nordiske samarbejde
I det nordiske samarbejde er der en vis parallelsproglighed mellem de tre skandinaviske sprog dansk, norsk og svensk på den ene side og engelsk på den anden side.
I det officielle nordiske samarbejde bruges dansk, norsk og svensk som arbejdssprog. Ved møder i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd tolkes der ved behov mellem finsk, islandsk og skandinavisk; men aldrig mellem de skandinaviske sprog. I sekretariaterne for Nordisk Råd, Nordisk Ministerråd og Nordisk Kulturfond er dansk, norsk og svensk også arbejdssprog.
Nordisk Ministerråd har siden 1991 opbygget et tæt samarbejde med de tre baltiske lande Estland, Letland og Litauen. I det nordisk-baltiske samarbejde anvendes engelsk som arbejdssprog.
Også i en del faglige sammenhænge samarbejdes der på engelsk.
På visse måder ville det kunne være nemmere og mere praktisk om alt samarbejde foregik på engelsk, men der ligger et positivt signal om nordisk samhørighed på tværs af sproglige grænser, at det politiske samarbejde holder fast i nabosprogsforståelsen mellem dansk, norsk og svensk.
De nordiske lande har indgået flere aftaler om nordisk sprogsamarbejde.
I sit sprogsamarbejde har Nordisk Ministerråd et særligt fokus på lytteforståelse mellem dansk, norsk og svensk. Man kan læse mere om nabosprogforståelse i rapporterne som ”Håller språket i hop Norden?” (2005), og "Har Norden et sprogfællesskab?" (2021).