Arndís Þórarinsdóttir og Sigmundur B. Þorgeirsson

”Jeg er tit kun sluppet med nød og næppe. Jeg er blevet sendt i sadeltasker gennem islandske egne, jeg er blevet opbevaret i usikre huse, og der er blevet sat ild til mine blade. Jeg har været ude på farefulde sørejser og er blevet båret ud af brændende huse.”

Hvordan skriver man om et ældgammelt kalveskindshåndskrift og en mange århundreder gammel national arv på en sådan måde, at nutidens børn får lyst til at læse? For Arndís Þórarinsdóttir er det lykkedes på kunstfærdig vis gennem at identificere sig med Mödruvellir-bogen og skrive dens farefulde færd op gennem Islands historie som en medrivende spændingsroman.

De kalveskinds- eller pergamenthåndskrifter, som opbevares i Island, udgør en fællesnordisk arv. De indeholder gamle sagaer, kvad, trylleformularer, love og visdom. Det er vigtigt for de nordiske samfund, at kommende generationer har en levende forbindelse med disse kostbarheder, som i mange tilfælde er ilde tilredt, men som rummer vores fælles gamle viden og historie. Størst og mest kendt af disse håndskrifter er Mödruvellir-bogen, som i Bál tímans ("Tidens bål", ikke oversat til dansk) selv træder frem og fortæller sin historie i form af en slags poetiseret autofiktion. Bogen kommer ud for hårde strabadser både til lands og til vands, kommer ud for uheld og vandalisme og undslipper kun med nød og næppe som under den store brand i København 1728 og englændernes bombardement af byen 70 år senere.

Beretningen udfolder et gribende billede af de historiske omskiftelser, som Arndís lader håndskriftet gå igennem. Vi følger således i hælene på Mödruvellir-bogen i historiens nøglestunder både i Island og i København, lige fra håndskriftet bliver til og frem til vore dage – ja, faktisk lidt længere, for historien slutter ude i fremtiden. På den måde får læseren en fornemmelse af sin lidenhed i den store sammenhæng, og forstår, at han eller hun blot tilhører et lille kapitel af historien.

Sigmundurs illustrationer fanger læseren og tilføjer beretningen et kraftigt ekstra lag. De viser os forskellige tiders klædedragt og bolig, for Mödruvellir-bogen når vidt omkring – den er en form for tidsvagabond. Det forekommer sandsynligt, at illustratoren har modtaget inspiration fra pergamenthåndskrifter, for nogle af billederne minder os om, at kalveskindsbladene blev brugt igen og igen, og at der under én saga måske fandtes en anden og ældre. Billederne er også forskellige og tjener varierende formål. Nogle fortæller en historie, med referencer og billedsprog, andre vækker en stemning i takt med teksten.

Det er en kunst at give et gammelt pergamenthåndskrift en stemme, som kan forbinde børn af i dag med verdenssamfundets oldgamle kulturarv. I "Tidens bål" er det lykkedes enestående smukt med en fællesmenneskelig sorg over de sagaer, som gik tabt, og glæden over dem, som blev bevaret på trods af menneskenes endeløse krigstumult.

Arndís Þórarinsdóttir (f. 1982) er forfatter og oversætter og har udsendt en lang række bøger for børn og unge, men også digte og noveller. Blandt hendes værker kan nævnes Blokkin á heimsenda ("Blokken ved verdens ende", ikke oversat til dansk), som hun skrev sammen med Hulda Sigrún Bjarnadóttir, og som i fjor blev nomineret til Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris. Sigmundur B. Þorgeirsson (f. 1985) er uddannet billedkunstner og har mangesidet erfaring med illustrationer til bøger, film og computerspil.