Christina Hesselholdt

Christina Hesselholdt
Photographer
Jakob Dall
Vivian. Roman, Rosinante & Co, 2016.

Christina Hesselholdt har siden sin debut med Køkkenet, gravkammeret & landskabet i 1981 med 15 værker været en hovedeksponent for den eksperimenterende prosa i Norden. Vivian er en biografisk roman om den amerikanske gadefotograf Vivian Maier (1926-2009), der levede et anonymt liv som barnepige for rige familier, men hos hvem man efter hendes død fandt en unik samling på omkring 150.000 fotos af folk og lokaliteter fra New York og Chicago, som Maier havde taget gennem 40 år. Og disse fotografier betragtes nu på verdensplan som et af de vigtigste kunstværker inden for sin genre i det 20. århundrede. Skønt Maiers biografi kan kalde på allehånde myter om det miskendte kunstneriske geni, så er der intet romantisk over Hesselholdts fremstilling af denne kvinde. Tværtimod får vi en beskrivelse af en person, der på den ene side er streng, kompromisløs, aseksuel og tillukket, på den anden side har en udpræget retfærdigheds- og skønhedssans og empati med de svage i samfundet. Der gives i Vivianet portræt af en person, der hele tiden viser nye sider, og hvis væsen i voldsom grad fængsler og fascinerer læseren.


At mødet med Vivian for læseren er en forunderlig oplevelse, skyldes også den måde, hvorpå der fortælles hendes liv fra den dysfunktionelle barndom i en emigrantfamilie til de sidste år i fattigdom og ensomhed. Vivian er opbygget af et spektrum af forskellige stemmer, der tilhører en fortæller, Vivian samt en lang række personer fra hovedpersonens omgivelser, blandt hvilke vi f.eks. møder pigen Ellen, som Vivian er barnepige for, Ellens forældre, Vivians mor og mange flere. Fortælleren er en lidt kæk og beskæftig type, der hele tiden forklarer læseren, hvordan handlingen hænger sammen, og hvordan de historiske omstændigheder omkring denne er – bestemt ikke en person, man føler sig specielt ansporet til at læne sig op ad. Der er i værket ingen autoritative udsagn eller svar, men en polyfoni af ligeværdige stemmer, der giver romamen sit unikke oplevelses- og refleksionspotentiale.


Hertil kommer at Hesselholdt er en suveræn stilist. Særprægede, smukke og originale sætninger eksploderer overalt i hendes roman og skaber en række mangefacetterede og fantasiæggende skildringer af personerne. Om to af romanens bipersoner hører man f.eks.: ”Silkepapiret gør hende både bitter og opstemt” og ”Nu lader hun tulipanerne besvangre hende, nu rider hun roserne”. Det har ingen skrevet før.


Vivian viser os en person, der dels har været ude for en hårdere skæbne end de fleste med en barndom fyldt med vold, misbrug og psykisk sygdom og et videre liv i monotoni og isolation, dels i sin kunstneriske og indre verden har en ømhed, skønhed og særegenhed, som man også ser det i hendes fotos – en splittelse mellem realitet og drøm, som de fleste kender, men som Hesselholdt accentuerer i exceptionel grad i sin fascinerende og dybt originale kunstnerroman.