Elísabet Jökulsdóttir

Elisabet Jokulsdottir, nominee Nordic Council Literature Prize 2022

Elisabet Jokulsdottir 

Photographer
Gassi
Elísabet Jökulsdóttir: Aprílsólarkuldi. Roman. Forlagið, 2020. Nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2022

"Død. Død. Hvordan kunne det gå til. Hvad betød det ord." Sådan indleder Elísabet Jökulsdóttir den selvbiografiske roman Aprílsólarkuldi (Eitthvað alveg sérstakt) (Aprilsolskinskulde. Noget helt særligt. En fortælling om kærlighed og sindssyge og trøst, oversat af Nanna Kalkar, udkommer på Turbine i marts 2022). I dette værk anvender hun digtekunstens metoder til at undersøge, hvad der skete, da hun i slutningen af 1970‘erne, hvor hun var omkring de tyve, fik en bipolar sindslidelse og oplevede en afmagt og en skam, som hun har brugt en stor del af sit liv på at trænge til bunds i og formidle i sin kunst.

Romanen handler om Védís, som på tærsklen til voksenalderen kommer ud for den katastrofe at miste sin fader, men viser sig ude at stand til at klare de følelser, som følger deraf. Faderens død tvinger hende nemlig til ikke alene at se menneskets forgængelighed i øjnene, men også indse, hvordan opvæksten i en alkoholiseret familie med tilhørende gemmelege udadtil, kaos, stridigheder, moderens raserianfald og distance i relationerne har formet hendes personlighed og følelsesliv. Hun er vokset op med at bruge sproget til at bedrage sig selv og andre, til ikke at sige, hvad hun mener, og ikke at mene, hvad hun siger. Fra barnsben er hun således blevet indoktrineret til at undertrykke alle følelser og fryse dem ned, for der findes ikke noget så farligt som følelser. Den sorg, som hærger Védís efter tabet af faderen, er således farvet af vrede og længsel, som hun ikke ved hvordan hun skal håndtere eller artikulere. Derudover bliver det kompliceret for hende at sørge over faderen, som hun føler at hun i virkeligheden har mistet længe forinden – eller muligvis aldrig har haft. Den største sorg i Védís‘ liv består nemlig i, at hun som barn aldrig fik lov til at opleve opvækstens ubekymrethed.

Kort efter dødsfaldet og midt i nervesammenbruddet møder Védís Kjartan, og kærlighedsforholdet mellem dem smelter hendes indre ispanser, sådan at hun giver efter for følelserne. Deres forhold er kendetegnet ved kærlighedshungren og et konstant forbrug af rusmidler med tilhørende tvangstanker, frygt, angst og depression.

Elísabet Jökulsdóttirs beskrivelse af, hvordan Védís som følge af sin sygdom lidt efter lidt mister forbindelsen til virkeligheden og mener i omverdenen at høre og se diverse budskaber, som er skjult for andre, er mesterligt udført. Den utøjlede stil og den humor, som hersker på overfladen, dækker over en tung understrøm. Den naive, klare tekst appellerer i sin æstetik stærkt til det barn, Védís aldrig fik lov at være, men som hun i sin afmagt forsøger at vise omsorg for. Elísabet Jökulsdóttir behandler på sensitiv og poetisk vis emner, som er vanskelige at omgås, og tilføjer sit stof en magi, som ikke lader nogen uberørt.

Elísabet Jökulsdóttir (f. 1958) har i løbet af de godt 30 år, som er gået, siden hun udsendte sin første bog, været en vigtig stemme i det islandske samfund. Med åbenhjertighed, indsigt, humor og ligefremhed har hun berørt sine læsere og rettet deres opmærksomhed mod problematiske emner såsom kærligheden i alle dens skikkelser, rusmidler af forskellig art, vold i parforhold, psykisk sygdom og psykisk sundhed. Hun har udsendt digte, kortprosa, noveller, romaner og skuespil. Sideløbende med sin litterære virksomhed har Elísabet Jökulsdóttir udført forskellige opgaver og var bl.a. æreskunstner for kunstfestivalen Sequences efteråret 2021. Elísabet Jökulsdóttir modtog Den Islandske Litteraturpris for 2020 for Aprílsólarkuldi. Hun har to gange modtaget kvindernes litteraturpris i Island, Fjöruverðlaunin (Fjara-prisen). Første gang i 2007 for den autobiografiske roman Heilræði Lásasmiðsins (”Låsesmedens gode råd”, ikke oversat til dansk), som er en slags søsterbog til Aprílsólarkuldi, og sidenhen i 2015 for digtsamlingen Ástin ein taugahrúga: Enginn dans við Ufsaklett (”Kærligheden, et nervevrag: Ingen dans ved Fiskeklippen”, ikke oversat til dansk) . Året efter blev hun for første gang nomineret til Nordisk Råds litteraturpris for netop dén bog.