Inghill Johansen

Inghill Johansens forfatterskab hører ikke til de mest omtalte i den norske samtidslitteratur, selv om alt, hun har skrevet, har en usædvanlig høj kvalitet. Siden debuten med romanen Hjertehvitt i 1991 har hun udgivet fire prosasamlinger: Suge (1996), Klage (2002), Forsvinne (2009) og Bungalow (2016) (Bungalow, Silkefyret, 2017, overs. Allan Lillelund Andersen). Nu er hun tilbage med en roman, og årets bog bekræfter og viderefører en motivkreds, som vi kender fra tidligere udgivelser – farens skæbne, stedets betydning, jegets situation – og den gør det på en mesterlig måde.

Dette er G er farens bog, og det er datterens. Hun, som er forbundet med slægt, familie og sted. Romanen fortæller om dramatiske hændelser og hverdagsagtige begivenheder på den samme præcise og følsomme måde, og det hele er styret af en årvågen og nænsom observationsevne. Huset spiller en afgørende rolle, som en forvalter af tidens uransagelige og let forunderlige gang. Stedet G indrammer fortællingen og knytter de forskellige dele og stemninger sammen. Det temposkift, der indtræffer, når fortidshistorien overtages af nutiden, tilbageføres til udgangspunktet, når jeget i slutningen af romanen for en sidste gang er tilbage i G.

Måske kan romanen forstås som en arkæologisk udgravning, hvor det materielle får sin egen erkendelsesmæssige betydning. "Flyttelasset mitt ser litt ut som et gravfunn fra oldtiden," lyder det et sted med en typisk Johansen-formulering, som viser, at det nærmest svævende blik på tilværelsen aldrig slipper grebet om det håndfaste og jordnære. Og der er humor, ikke som en anmasende tone, men snarere som en indsigt i, at de flydende betingelser, som gælder for ethvert menneskeliv, kan antage uventede former – på en gang smertefulde og underfundige.

Johansen skriver om det, der er, og om det, der forsvinder, og hun har en særlig evne til at flette det liv, som leves her og nu ind i et forløb, som aldrig trues af tyngende traditionsbeskrivelser. Hendes tre omdrejningspunkter, farens død, stedet og jegets liv, knyttes sammen på en behersket måde. Johansen er ikke en højtråbende forfatter. Johansen præsterer som få at forene det realistiske blik med en ydmyghed, som antyder at verden ikke er afhængig af vores tilstedeværelse i den for at være. Hun tør nærme sig det tilsyneladende trivielle på en måde, som giver tingenes tilstedeværelse en form for lysende mystik. Johansen synes at fortælle os, at selv det mest uanselige og tilsyneladende ubetydelige kan påvirke os i retninger, som vi ikke har overblik over selv.  

Dette er G er et højdepunkt i Johansens forfatterskab i særdeleshed og i den norske litteratur generelt.