Inka Nousiainen & Satu Kettunen

Yökirja
Inka Nousiainen & Satu Kettunen: Yökirja. Billedbog, Tammi 2015

“– Har du nogensinde ført natdagbog?

Det spørgsmål har jeg længe haft lyst til at stille til nogen. Og så endelig en nat når himlen er let skyet og stjernerne er som mat papir, klatrer jeg op på bakken og ved at tiden er inde."

Yökirja (”Natbog”, ikke oversat til dansk) er skrevet af Inka Nousiainen og illustreret af Satu Kettunen. Det er en fortælling om stilhed, venskab, at føle sig anderledes og om at blive accepteret som den man er. Billedbogens hovedperson er en følsom og tænksom seksårig dreng som hedder Kuu (Måne). Navnet illustrerer Kuus specielle sygdom som er allergi over for sollys. Kuu skal bruge beskyttelsesdragt om dagen, og kun de ensomme nætter er et frirum for ham. En nat møder Kuu alligevel pigen Raan under et træ, og med hende kan Kuu snakke om hvad som helst.

Yökirja er både realistisk og fantasifuld. Nousiainens historie er flerfacetteret og fuld af symboler. På det sproglige plan er navnene Kuu (Måne) og Raa (der henviser til solguden Ra) hinandens modsætninger, men i børnenes møde forsvinder forskellene, og de finder ud af at de har meget til fælles. Forskellene forvandles til et stærkt venskab, da Kuu, som lever om natten, lærer Raa, som er vant til livet om dagen, at skrive natdagbog.

Historien i Yökirja er lyrisk og filosofisk. Det flydende og flertydige sprog kombineret med de glødende illustrationer af nattens farverige syner, giver stof til eftertanke og er en oplevelse for læsere i alle aldre. Den umiddelbart enkle historie undervurderer ikke sin læser, og hver gang man læser den, dukker der nye betydninger op.

Personbeskrivelserne i Yökirja er usædvanligt følsomme og troværdige. Gennem Kuu og Raas venskab behandles vigtige temaer i tilknytning til relationer mellem børn og mellem mennesker generelt, som fx at acceptere det der er anderledes. I begyndelsen undgår Kuu at fortælle sin nye ven at han bruger beskyttelsesdragt om dagen, men hans bekymringer forsvinder, da den i børnenes øjne forandres til en helt fantastisk rumdragt. Da Raa ser den, gør hun ikke grin med den, men udbryder begejstret: "Wow!"

Illustrationerne og sproget i værket spiller ubesværet sammen og kompletterer hinanden. Når ordene fortæller om Kuus tanker, baggrund og liv, åbner illustrationerne både den omgivende verden for læseren og Kuus indre virkelighed. Den lyriske og langsomme fortælling kombineret med de farverige og fantasifulde illustrationer giver rum til både undersøgelse af følelser og stof til eftertanke. Selvom billedbogen indeholder spændende detaljer og sjove aktiviteter i form af børnenes lege, giver Yökirja også plads til stilheden og sorgen:

"Jeg bliver nogle gange stille uden nogen grund. Og nogle gange bliver den stilhed så stor, at jeg ikke har plads til den derhjemme. Derfor skal jeg sende stilheden et andet sted hen. Derhen hvor den har det bedre. Jeg sender min stilhed hen til Raa."

De negative og positive følelser henviser i bogens verden til relationer på samme måde som Kuu og Raas åbenlyse modsætningsforhold. Raa har for vane at græde, når alt er virkelig smukt. Glæde og sorg går hånd i hånd i værket, og der er plads til frygt og bekymringer i billedbogens natlige virkelighed, ligesom der er plads til glæde, venskab og leg.