Johan Jönson

Johan Jönson

Johan Jönson

Photographer
Johan Jönson
Johan Jönson: Nollamorfa. Digtsamling, Albert Bonniers förlag, 2023. Nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2024.

 

Motivering: 

I Nollamorfa (ikke oversat til dansk), Johan Jönsons seneste og 21. digtsamling, møder vi en mand, som for nogle år siden gik på pension fra sit arbejde som pedel. Han er nu ramt af Parkinson-demens, og vi følger hans sidste tid i en ældrebolig. Mandens forvirrede erindringer, tanker og indtryk slynger sig ned midt på siderne i korte linjer. Ofte er de fragmenterede og består kun af enkelte lyde og stavelser. Bogens højreside viser en kursiveret tekst, hvor mandens plejere og pårørende famlende forsøger at nå ind til den syge. Vekselsangen fortsætter til slutningen og døden, til nul, som sætter et punktum for denne nedtælling i Jönsons forfatterskab, og som igen knytter an til hans tanke om, at "poesien ernul”

 

Jönson skaber et ekko af demenssproget og erindringerne, der falder fra hinanden. Det lykkes for ham at uddybe mange af sine ofte forekommende temaer, for eksempel den særlige fremmedgørelse over for sproget, tvangsmæssigt ligesom en dødsdrift. Men han viser også demensen som en analogi til den fysisk arbejdende klasse og dens mangel på sproglighed. I svigerfarens fragmenterede sprog er der også poetiske sandheder og kvaliteter at tage vare på: 

 

Vad heter barnen / Mina / Vilka är mina // Har j / Har jag de barnen // Är det j / Jag s / Va // Är dd // Ä // Vv // Va // Ahh // Vem / Vilka var dem // Vilk

 

I Jönsons polyfone poesi er der ikke noget, der er for fint eller for grimt at skrive om. Dryppende kønsytringer kombineres med smukke skildringer af landskaber, barndom og krævende teorier og rasende angreb på samtidens hyperindividualisme og kapitalismen.  

 

Midt i de alvorlige og tunge skildringer af samtiden viser humoren sig også i glimt. Sådan lyder det, når inskriptionen på mandens gravsten, efter hans eget ønske, citeres:  

 

NÄR HAN LEVDE VAR HAN EN LIVAD LAX  

MEN NU ÄR HAN EN GRAVAD 

 

I Nollamorfa arbejder Jönson prisværdigt med montageformen, som er kommet til at kendetegne hans poesi. Det er en kunstnerisk teknik og en kompositionsform, hvor elementer stilles over for hinanden, og hvor forbindelserne mellem dem skaber mening. Montageteknikkens skiften mellem teksttyper, stilniveauer, typografier og rytmer bidrager til, at formen altid er levende og foranderlig, hvilket giver blikket mulighed for at springe mellem forskellige udsagn og forskellige former. Således får læseren også mulighed for at blive medskaber.  

 

A3-formatet giver plads til bogligheden. Det er et interessant valg i en tid, hvor den digitale bog i højere og højere grad forsøger at udkonkurrere den fysiske bog. Et andet aspekt er, at bogen tager sin plads, mens forfatteren står i baggrunden. Dette udfordrer også samtidens besathed af forfatteren og dennes jeg. 

 

Johan Jönson (født 1966) blev kendt med digtsamlingen Efter arbetsschema (2008). Efter gennembruddet udkom Livdikt (2010), som blev nomineret til Augustprisen, og som blev efterfulgt af tre værker med forskellige retninger: med.bort.in. (2012), mot.vidare.mot. (2014) og dit.dit.hään. (2015). Han blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris for første gang i 2009 med Efter arbetsschema og igen i 2019 med Marginalia/Xterminalia. Med Nollamorfa viser han igen, at hans pen er en af Sveriges skarpeste.