Kristina Carlson

"Jeg er halvfjerds år, måske lidt yngre, måske lidt ældre. Min eksakte alder kender jeg ikke. Jeg var ni år, da jeg blev kastreret og blev en del af hoffet. I hoffet fik jeg et nyt navn, Wang Wei." Sådan præsenterer jegfortælleren i romanen Eunukki ("Eunukken", ikke oversat til dansk) sig selv. Han er en udtjent hofeunuk, som tænker tilbage på sit liv i Song-dynastiets hof i 1100-tallets Kina. Gennem de anekdoter, som Wang Wei fortæller, reflekterer værket over evige temaer som kærlighed, død, magt og eksklusion.

Wang Wei er adskilt fra sin familie, men heldigvis har han venner blandt de øvrige eunukker i hoffet. Eunukkerne, som anses for at være ufarlige, tager sig af mange forskellige opgaver i hoffet. For eksempel arbejdede Wang Wei længe i paladsets harem. Venner og forbilleder er vigtige for Wang Wei, for den kødelige kærlighed er ikke mulig ham at opnå, ligesom han ikke vil opleve at få børn, som han kan elske. Alligevel fascineres han af kærligheden og dens udtryksformer, og mens han reflekterer over kærligheden, betragter han også kønnene. Som eunuk kan han iagttage mænd og kvinders egenskaber og deres indbyrdes forhold fra et sted midt imellem dem.

Wang Wei har lært at læse og regne, men han har aldrig taget en embedsmandseksamen. Takket være sit behagelige lune, har han dog klaret sig godt i livet. Man klarer sig i hoffet, hvis man ikke blander sig i magtkampe og undlader at sprede rygter – rygter er våben, og sladder er som penge, så derfor skal man vægte sine ord med omhu. Da Wang Wei pensioneres, får han dog modet til at lade tankerne vandre.

Han ønsker ikke at tænke på døden, men i en høj alder trænger tankerne sig alligevel på. Den ene kejser efter den anden er død, og det tynder også ud i venneflokken. Han bekymrer sig om sit skrantende helbred, men selv om kroppen føles som en gammel sæk, er forstanden lige så klar som vandet i bjergkilden. Den venlige eunuks erindringer mangler dog hverken kant eller humor. "Jeg er halvfjerds år gammel! Jeg vil følge mit hjerte, og jeg vil bryde grænserne for det konventionelle!"

I sin roman undersøger Kristina Carlson temaer som ensomhed, menneskets natur og individets forhold til samfundet. Værkets fjerne tid og miljø har en fremmedgørende effekt, og det understreger den tidløshed, der præger den gamle eunuks refleksioner. Carlsons klare og præcise sprog er poetisk, ofte aforistisk, og øjebliksbillederne er som kinesiske digte eller træsnit.

Kristina Carlson (født 1949) har været journalist på det finske blad, Suomen Kuvalehti, og hun har udgivet børnebøger under navnet Mari Lampinen. Hun fik Finlandia-prisen for sin første roman Maan ääreen ("Til verdens ende", ikke oversat til dansk) i 1999. For sin anden roman Herra Darwinin puutarhuri (2009) ("Hr. Darwins gartner", ikke oversat til dansk) fik hun den nationale litteraturpris og en "Tak for bogen"-medalje. Værket var nomineret til Nordisk Råds litteraturpris