Lív Maria Róadóttir Jæger

Når man skriver på vådt papir, opløses ordene, mens man skriver. Bogstaverne suges op i papiret, og ordene begynder måske at ligne andre ord end dem, man egentlig ville skrive. Det er næsten umuligt. Men det skrevne står tilbage, standset på vejen mellem tilblivelse og opløsning.

Digtene i Lív Maria Róadóttir Jægers Eg skrivi á vátt pappír (”Jeg skriver på vådt papir”, oversættes til dansk af Erik Skyum-Nielsen) er forankrede i relationer til andre mennesker og til tekster af andre digtere, forfattere og filosoffer. Det konkrete, det abstrakte og det dagligdags skildres nøgternt. Nogle gange så enkelt og klart som var der tale om en logisk begrebsanalyse, men så pludselig foldes det poetiske sprog ud, en iagttagelse eller sansning fortolkes, omsluttes af et billede, der så måske igen afbrydes af citater eller en meget kontant konstatering fra en teenagepige, der helst vil være for sig selv. Det jeg, der optræder i digtene, er barn, teenager, studerende, voksen, men det udforskende blik mod omgivelserne er til stadighed analytisk, også i gengivelsen af det sansende og tænkende jeg selv.

Hvert enkelt digt afsluttes med en næsten overrumplede præcision, og samtidig hænger digtene sammen, for der er et tydeligt narrativt element i samlingen, enkelte relationer går igen, de flettes ind og ud af digtene. Centralt står en farmor, ”saftig rødgul”, og hendes barn, der drukner i en elv. Betegnelsen digtsamling er egentlig også upræcis, for digtene har meget forskellige formelle træk, og de udforsker med skiftende stile og sprog (man fristes til at bruge ordet klange) relationer og oplevelser, der generelt må betegnes som en ikke- eller førsproglig virkelighed, hvad enten det er en intim kontakt, en lugt, en fin følelse, en irritation, et minde. Jeget i digtene skriver og forstår undervejs, nogle gange eksplicit med sætningen ”Jeg skriver”.

På titelbladet står betegnelsen poesi. Samlingen består af 8 dele, hvoraf nogle er digte, andre poesi foldet sammen i ganske korte tekststykker. Første og sidste del hedder henholdsvis ”Lommebog” og ”Livet er apokalyptisk. Brevene". De første digte er om farmoren, den sidste del består af breve til og fra farmoren fx: "Kære farmor. Livet er apokalyptisk. Hver eneste dag er enden. Sådan føles det." Et afsnit hedder ”15 fænomenologier”, der så nummereres systematisk 1.0, 1.1, 1.2 osv.

Farmoren er unik, enestående, og samtidig er hun ligesom mange andre farmødre, og jeget ser med øjne, der måske er arvet fra hende, og ser med et blik, der er påvirket af hendes. Følelser udtrykkes ikke direkte, forbindelsen til farmoren viser sig fx i gentagelse af hendes konstateringer ”mænd er ikke til at stole på”, ”åh, rend og hop” eller i registreringer af hendes forfald.

Eg skrivi á vátt pappír handler om at skrive for at forstå relationer og forholdet mellem egne tanker og alle de andres, og om at forstå sig selv som barn, ung kvinde og menneske deltagende i andres liv. Titlen angiver digterens sprogbevidsthed og derudover (næsten korrekt indbydende) et forunderligt udadvendt og analytisk følsomt blik, der i skiftende former går igennem samlingens 8 dele.  

Liv Maria Róadóttir Jæger (f. 1981) udgav digtpladen Mítt navn við hondskrift i 2014 og sin første digtsamling, Hvít sól, i 2015. Hun er uddannet mag.art. i filosofi fra Københavns Universitet. Eg skrivi á vátt pappír er hendes anden digtsamling.