Merete Pryds Helle & Helle Vibeke Jensen (ill.)

Merete Pryds Helle & Helle Vibeke Jensen
Photographer
Trine Søndergaard & Henriette Mørk
Merete Pryds Helle & Helle Vibeke Jensen (ill.): Min øjesten. Billedroman, Dansklærerforeningens Forlag, 2019. Nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2020.

”Far siger, at det ikke er min skyld, det med, at min søster har glasøje. Men han siger også, at det ikke er hans skyld, at mor er flyttet hjem til min storesøster Jasmin, der bor på kollegie.”

Så har Merete Pryds Helle slået det ene tema an: spørgsmålet om skyld. Og det andet om det naturlige og det kunstige står umiddelbart foran: ”Min søster har glasøje. Hun får det hele tiden skiftet ud, for farven i glasøjet passer ikke til det andet øje…. Mor siger, at det er, fordi farverne altid skifter i det levende, at man aldrig kan holde fast i noget som helst.”

Merete Pryds Helle er en af Danmarks mest alsidige forfattere. Hun skriver lyrik, romaner (og har blandt andet modtaget boghandlernes De Gyldne Laurbær), krimier, børnebøger og interaktive sms-romaner. Hun mestrer det danske sprog i dets mange facetter og kan kunsten at udnytte muligheder mellem linjerne, som fx i ovennævnte citat, hvor udsagnet om det levende, at ”man aldrig kan holde fast i noget som helst”, trækker spor til mange dele af fortællingens handling.

Pigen, som er historiens fortæller, er væltet på sin cykel, og cyklens styr har ramt og læderet søsterens øje, så hun har fået glasøje. På samme tid er moren flyttet hjemmefra, fordi – viser det sig senere – farens ”kærlighedsøje var blevet blindt”. Hans erkendelse kommer, da han overrasker sine døtre i at gå rundt i nattehaven for at se med deres måneøje.

Øjet er gennemgående i forfatterens måde at drive fortællingen rundt og frem på ved hjælp af associationer, der fletter den runde sten, som fik cyklen til at vælte, det glasøje, som søsteren fik, og de andre øjentyper, som kommer frem, når man ser verden gennem glasøjet. Morens roser, livet i nattehaven, fuglene og sommerfuglene toner frem.     

Og søsteren konstaterer, at ”hvis det ikke var sket, havde hun aldrig vidst, at hun havde et levende øje.” Så modsat den traditionelle skarpe skelnen mellem det kunstige og det naturlige, fastholder forfatteren her dynamikken imellem de to facetter af tilværelsen.

Dette understreges til fulde af bogens illustrator, Helle Vibeke Jensen, som i stærke farver og markante mønstre fremkalder de kræfter, som glasøjet kan se. Vi ser figurer, der kan lede tankerne hen på den afklaring og fred, man finder i Østens mandalabilleder, og på den livfulde forunder- og foranderlighed, som man kan kalde frem, når man sætter kalejdoskopet for øjet og drejer rundt.

Helle Vibeke Jensen, som tidligere har modtaget Kulturministeriets Illustratorpris, har eksperimenteret med ordløse billedbøger, og hun er en mester i at udnytte mønstre til livsytringer. Derfor beriger hun denne fortælling om skyld, kærlighed, naturlighed og det kunstige; hun udfylder ikke de tomme pladser mellem linjerne, men skaber et helt eget, parallelt univers, der nok kan vække både uro og meditativ henfalden. Det er stor billedkunst at vise os, hvad vi tydeligt kan se i blindhedens mørke.

Og det er stor litterær fortællekunst at skabe en fortælling med så mange lag, at man som læser kan vende tilbage igen og igen og finde nye sammenhænge imellem associationerne, der væver sig ud og ind imellem hinanden.

Så meget liv på så lidt plads!