Ursula Andkjær Olsen

Ursula Andkjær Olsen (f.1970) er en markant stemme i nyere dansk litteratur. Hun fletter en vifte af spor og komponenter sammen i sine værker, som mimer strukturer i den klassiske musik. I hendes flerstemmige og systemiske kompositioner er sproget en levende organisme, hvor tingene får betydning af de relationer, de indgår i, ligesom den verden de beskriver. Efter sin debut i år 2000 blev Ursula Andkjær Olsen en frontfigur i den nye generation af digtere, der begyndte at vende poesien mere ud mod verden ved at berøre temaer som samfund, køn, krop og politik. Hun har skrevet over 15 værker, primært digtsamlinger, en roman samt flere hybridværker og har løbende arbejdet på tværs af kunstarterne.

I Mit smykkeskrin folder digtene sig ud i tid og som tråde til de andre digte i en imponerende netværksstruktur. Digtsamlingen viderefører emner om moderskab og tab, som har været centralt i forfatterskabet siden Det 3. årtusindes hjerte (2012), men det nye og banebrydende er, at temaerne nu knyttes sammen med overgangsalderen: ”jeg er en mor/som ikke gør nogen til søskende/som ikke kommer til at gøre nogen til søskende.” Klimakteriet er kun sporadisk berørt i nordisk litteratur, og Ursula Andkjær Olsen behandler det på en original poetisk måde ved at vise, hvordan overgangsalderen sætter spor i krop og sind samtidig med, at den er en del af et større kredsløb: "jeg får lov at prøve at dø/ før jeg er død/ jeg får lov/ det er en gave/ det er noget som ikke indstifter en gæld/ det er noget som ingen kan tage fra mig// overgangen fra frugtbar til ikke-frugtbar/ fra fuldmåne til nymåne/ jeg bliver jomfru igen// jeg bliver pige/ igen".

I dette kredsløb er kroppen forbundet med andre kroppe samt med naturen og økonomien som en overgribende orden. Digtene viser livets biologiske og følelsesmæssige cyklus, og overgangsalderen er en del af dette pulserende økonomiske system, hvor vi optager, afgiver og giver tilbage. Mange ord i digtsamlingen betoner således, at der er økonomi i alle relationer. ”Navlestrengen var den første økonomiske kanal/ den delte sig i mund og mundstykke/ siddende på hver sin krop”. Tydeligere end i Ursula Andkjær Olsens tidligere digtsamlinger viser Mit smykkeskrin, hvordan økonomiens logik gennemtrænger alt i verden.

Digtsamlingens syv dele adskilles af Sophia Kalkaus fotografiske arbejder og har titler som Bankboks og Mit smykkeskrin, og de peger ligesom forsidens røde beholder på livmoderen. I bogen er livmoderen en hul beholder eller en kanal for, at én krop kan overføres i en ny indtil det smertelige tab af frugtbarheden. Døden spiller en stor rolle i digtene, ligesom der er spor af eventyr og myter. I hvert afsnit optræder et kursiveret, fortællende digt, og her dukker jegets barn og døde mor op som stemmer og nærvær, men også som savn, og de er en del af det større kredsløb, hvor alting hænger sammen: ”at have/et sted i sig/erindringen om at have været/mindst to/sammenhængende organismer/den ene inden i den anden/som husker at have været inde i en tredje/måske husker//en civilisation af kæder af mindst to/ingen er alene”.

Ursula Andkjær Olsen får os gennem disse kæder og strukturer til at se forbindelser mellem ting i universet, som vi ellers ikke har forbundet med hinanden. Hun får os til at mærke, at vores krop indgår i en større helhed; at vi på en nærmest mytisk måde er en del af kosmos og i en form for udveksling med andre mennesker. På svimlende vis rummer Mit smykkeskrin alt og får os til at tænke og føle noget om alting i verden. I Ursula Andkjær Olsens systemiske og kosmologiske tilgang er der en linje til Inger Christensens storværk det fra 1969, som der også er en reference til på første side i Mit smykkeskrin: ”det var det/var det bare det//så er vi med bussen”.

Ursula Andkjær Olsen har siden debuten eksperimenteret med nye former og formater, samtidig med at der gradvist er kommet mørkere toner ind i forfatterskabet. Hun har i høj grad inspireret yngre generationer af digtere og står som et fyrtårn i dansk poesi. Gennem årene har hun modtaget en række priser for sine værker, og hun var også nomineret til Nordisk Råds litteraturpris i 2009.