Maria Turtschaninoff

Maria Turtschaninoff
Photographer
Maria Turtschaninoff
Maria Turtschaninoff: Breven från Maresi. Roman, Förlaget, 2018.

Med Breven från Maresi (ikke oversat til dansk) afslutter Maria Turtschaninoff serien Krönikor från Röda Klostret om den videbegærlige pige Maresi med endnu en gang at forny fantasygenren. Efter i den indledende stilrene roman Maresi (Maresi, Turbine Forlaget 2016, oversat til dansk af Jesper Klint Kistorp), hvor hendes jeg-fortæller skabte et separatistisk kvindekollektiv på øen Menos, en fristad for piger, og efter den elegante og komplekse kollektivroman Naondel, hvor klostrets baggrundshistorie blev tegnet, og hvor forskellige kvindestemmer vidnede om vold og undertrykkelse og til sidst flygtede for at danne en klosterorden, udfordrer Turtschaninoff nu selve udgangspunktet for sin romansuite. I Breven från Maresi vender Maresi nemlig tilbage til den fattige og uoplyste landsby, som hun en gang flygtede fra, og hun vender tilbage til riget Rovas, hvor hun åbner en pigeskole for at sprede sin lærdom. Det viser sig at være uventet svært at bruge sin viden til at forbedre livsvilkårene for andre, og Maresi tvinges til også at tilegne sig den form for viden, som man ikke kan læse sig til i bøger. På mange måder er er denne brevroman et vidnesbyrd fra en, som har brudt den sociale arv. Med sin røde kappe og sin ukuelige vilje stikker Maresi ud i sin hjemby, og bogen skildrer en vision om, hvordan frigørelse skabes, som kan fortolkes på flere forskellige måder. Turtschaninoff udforsker i romansuiten fortællingens kraft, og nu er turen kommet til brevromanen. I en genre, som belastes af strømlinede og overfladiske skildringer, tilbyder Turtschaninoff fuldlødige romaner, som i deres organiske udtryk udspringer af en fortælleglæde, hvor detaljerigdommen i opbygningen er troværdig, og hvor de problemstillinger, der tages op, er højaktuelle.

Maresi, som opdager seksualiteten og mandens fristelse, spiller hovedrollen i et hændelsesforløb, hvor hun som en blanding af Rødhætte, Jeanne d'Arc og Harry Potter er klar til det endelige opgør. Budskabet er, at feminismen skal have hele samfundet med for at skabe en reel forandring. Skal Maresi give efter for traditionen og træde ind i et heteroseksuelt familieliv? Det er i sandhed spændende og uforudsigeligt at følge hende i Breven från Maresi, som er en tidløs fortælling om magt og undertrykkelse, fortalt med ambitioner, elegance og genrebevidsthed, og som på trods af, at den afslutter en nyskabende trilogi, alligevel står på egne ben og fungerer som en sammenhængende læseoplevelse i sig selv.

Maria Turtschaninoff er en af Nordens fremmeste forvaltere og fornyere af fantasytraditionen. Bogsuiten er en international succes, som er blevet sammenlignet med Margaret Atwoods Tjenerindens fortælling og Ursula Le Guins Earthsea-serie. Breven från Maresi er nomineret til Topeliusprisen 2019 for bedste ungdomsroman. Turtschaninoff fik Finlandia Junior-prisen samt YLE's litteraturpris for den første del af trilogien, Maresi. Hun fik desuden Svenska kulturfondens store kulturpris i 2017, og hun har fået en pris af Svenska litteratursällskapet i Finland.