Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Dansk.

Selvmord i Norden skal mindskes

31.10.19 | Nyhet
Selvmord i Norden skal mindskes
Fotograf
Martin Zachrisson
Antallet af mennesker i Norden, der mistrives og ender med at begå selvmord er bekymrende, og Norden bør i fællesskab sætte ind med forebyggende tiltag og dele viden og best practises, mener Velfærdsudvalget i Nordisk Råd.

- Vi kan ikke sidde og se på at Nordens unge tager livet af sig selv, inden det nærmest er startet. Derfor skal de nordiske lande udveksle erfaringer og sammen finde forebyggende løsninger rettet mod selvmordstruede unge og andre udsatte, lyder det fra Bente Stein Mathisen, formand for Nordisk Råds velfærdsudvalg. Forslaget er stillet af Nordisk Råds socialdemokratiske gruppe.  

Vi kan ikke sidde og se på at Nordens unge tager livet af sig selv, inden det nærmest er startet.

 

 Bente Stein Mathisen, formand for Nordisk Råds Velfærdsudvalg

Alle selvmord har sin egen historie

Hver dag er der 10 mennesker i Norden, der begår selvmord. Og fx i Norge er der seks gange så mange, der begår selvmord end personer som omkommer i trafikken. Hvert selvmord har sin egen historie, men groft   grupperet er der tale om unge, der mistrives, personer med psykiske udfordringer, ensomme ældre, sorgramte og misbrugere. At årsagerne er så forskellige, vanskeliggør forebyggelsen. Alligevel er velfærdsudvalget ambitiøst og vil anbefale Nordisk Ministerråd at igangsætte et samarbejde samt have en fælles målsætning om en reducering i selvmord på 25 procent samt have en nul-vision for unge under 18 år.        

Ulykkelige unge i en lykkelig region

Et lidt mystisk paradoks er, at Norden ligger i verdenstoppen på lykkebarometeret, viser rapporten Skyggen af Lykke. Samtidig ser vi, at tal for selvmord ligger højt. Den umiddelbare ulogiske sammenhæng skal i følge flere forskere findes i, at mennesker sammenligner sig selv med andre mennesker. Og hvis alle andre fremstår glade og tilfredse, rammes nedtrykte mennesker endnu hårdere. Dette er endnu et parameter, der kan lægges til et i forvejen komplekst område.

Nordisk Råd er det parlamentariske organ for det officielle nordiske samarbejde. Nordisk Råd blev dannet i 1952. Rådet har 87 valgte medlemmer fra Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige, Færøerne, Grønland og Åland.