Ukraine i fokus på Nordisk Råds temasession

03.03.22 | Nyhed
Nordiska flaggor
Photographer
Magnus Fröderberg/Norden.org
Ruslands invasion af Ukraine står øverst på dagsordenen, når Nordisk Råd samles til sin årlige temasession den 21.-22. marts i Malmø. Ud over Ukraine skal rådet også diskutere civilt krisesamarbejde og den nordiske velfærdsmodel.

Hoveddebatten på temasessionen, den såkaldte aktualitetsdebat den 22. marts, kommer til at handle om den russiske invasion, og hvad Norden kan gøre for at hjælpe Ukraine og bidrage til stabilitet.

– Ruslands invasion har ført til den alvorligste sikkerhedspolitiske situation i Europa siden den anden verdenskrig, og der er krig i Europa tæt på os. Det angår os alle i Norden og i Nordisk Råd i allerhøjeste grad. Derfor er det vigtigt, at vi også tager sagen op på vores temasession og finder ud af, hvordan vi kan bidrage med hjælp til Ukraine på et nordisk niveau, siger Nordisk Råds præsident, Erkki Tuomioja.

Den russiske invasion er blevet mødt af stærke reaktioner rundt om i verden, og også Nordisk Råd har reageret med udtalelser. Den samme dag, som invasionen begyndte, kom præsidenten med en udtalelse, som kraftigt fordømte den russiske ageren. Senere kom Nordisk Råds Præsidium med en lignende udtalelse.

Ikke kun Ukraine

Ved temasessionen samles alle Nordisk Råds 87 medlemmer, og den indledes mandag den 21. marts, hvor rådets fem partigrupper, fire udvalg samt Præsidiet afholder møder.

Den 22. marts er der plenum hele dagen. Ud over aktualitetsdebatten om Ukraine skal medlemmerne også diskutere opfølgningen på den såkaldte Enestam-rapport, som handler om, hvordan det nordiske samarbejde kan styrkes i krisetider. Der afholdes også et sideevent om livet i grænseregionerne efter pandemien.

Desuden afholdes der en debat om den nordiske velfærdsmodel, og hvilke udfordringer den står over for i fremtiden. Det er et spørgsmål, som er prioriteret højt i Finlands præsidentskabsprogram. Finland har præsidentskabet for Nordisk Råd i 2022.

Den 22. marts afholdes også et sideevent om livet i grænseregionerne efter pandemien.

Nordisk Råds 70-årsjubilæum vil også blive markeret på temasessionen.

Åbent for medier

Plenumforhandlingerne den 22. marts er åbne for medierne. Journalister, som ønsker at overvære sessionen, kan kontakte Josefine Carstad, joscar@norden.org (+45 22 35 70 13) eller Matts Lindqvist, matlin@norden.org (+45 29 69 29 05).

Plenumforhandlingerne streames direkte på norden.org. Link kommer senere.