Mulighed for unge journalistspirer i Norden og Canada

24.03.21 | Nyhed
Unga miljöjournalister sökes
Photographer
Iris Dager/norden.org
Hvordan kan journalistik være med til at tackle den globale klimakrise og fremme bæredygtighed? Unge journalistspirer i Norden og Canada får nu mulighed for at ansøge om at deltage i et nyt, miljøjournalistisk samarbejdsprogram. Her kan de lære mere om, udveksle viden om og gå i dybden med nogle af de største udfordringer, som vores klode står over for. Programmet, som lanceres i dag, er en del af initiativet Nordic Bridges, som gennemføres i hele Canada i 2022 og støttes af de nordiske kulturministre.

Nordic-Canadian Fellowship in Environmental Journalism skal fungere som et lærings- og samarbejdsforum for unge fra Norden og Canada. I 2021 deltager 16 journalistspirer i et innovativt program, som går ud på at indsamle historier, der skal formidles til modtagere både i og uden for Nordic Bridges-initiativet.

Denne platform giver de unge mulighed for at samarbejde på tværs af Atlanten og give os nye og vigtige historier om miljø og kultur, som påvirker vores verden. 

Annika Saarikko, Finlands minister for videnskab og kultur samt formand for Nordisk Ministerråd for Kultur i 2021.

Vi skal lytte til de unge

Det er vigtigere end nogensinde at dokumentere, hvordan klimaforandringer påvirker lokalsamfund, kulturlivet og kloden.  Ved at støtte dette samarbejdsprogram ønsker de nordiske kulturministre at fremhæve, hvor vigtige nordiske og canadiske unges stemmer og historier faktisk er.

Denne platform giver de unge mulighed for at samarbejde på tværs af Atlanten og give os nye og vigtige historier om miljø og kultur, som påvirker vores verden. Det er globale problemstillinger, som ikke kan løses af ét land alene. I Norden betragter vi internationalt samarbejde som altafgørende for, at vi skal finde nye idéer og løsninger. I en tid med desinformation er der brug for faktabaserede historier, som forklarer komplicerede emner," siger Finlands minister for videnskab og kultur, Annika Saarikko, som i 2021 også er formand for Nordisk Ministerråd for Kultur.


Samarbejdsprogrammet er en del af Nordic Bridges, et kulturinitiativ ledet af Harbourfront Centre i Toronto, der fungerer som hovedkurator, og programmet støttes af Nordisk Ministerråd for Kultur. Festivalen er baseret på fire søjler: kunstnerisk innovation, tilgængelighed og inklusion, urbefolkningens perspektiv samt resiliens og bæredygtighed.

Unge i front for globale klimatiltag

Både Norden og Canada byder på store og mangfoldige naturlige vidder, og Arktis er utroligt sårbar over for klimaforandringer. Uanset hvilken side af jorden, vi bor på, har vi et ansvar for at tackle klimaforandringer.


"Når det gælder klimatiltag på globalt plan, er det de unge, der går forrest. I takt med at klimakrisen forværres, kommer slagkraftig journalistik fra de unges side til at spille en større og større rolle i forhold til at stille skarpt på vigtige emner og stille magthaverne til ansvar," siger den canadiske journalist Lex Harvey, som er koordinator for samarbejdsprogrammet. 

Det giver journalistspirer i alderen 18-25 år fra Canada og de nordiske lande mulighed for at deltage i journalistiske bootcamps, tage på reportagerejser og deltage i en udstilling som en del af Nordic Bridges. 

Ansøg senest 23. april

Samarbejdsprogrammet er åbent for journalister og journalistspirer inden for alle medier: skribenter, videografer, fotografer, producenter og podcastere opfordres alle til at ansøge. Der kan ansøges fra i dag og til og med 23. april. Programmet starter i juni 2021 og varer indtil slutningen af 2022.

 

Interesseret? Tilmeld dig Harbourfront Centres webinar den 7. april for at få mere at vide.

Om Nordic Bridges

Nordic Bridges har som mål at fremme samarbejdet mellem canadiske og nordiske kunstnere og skabe dialog om kulturens rolle i forhold til at skabe og fremme bæredygtige samfund.

Harbourfront Centre er en af Canadas førende institutioner inden for multidisciplinær samtidskunst og -kultur og står i spidsen for Nordic Bridges' program og samarbejde med kulturorganisationer i hele Canada.

Nordic Bridges er, efter Nordic Cool i Washington (2013) og Nordic Matters i London (2017), den tredje store, nordiske kultursatsning uden for Norden, som Nordisk Ministerråd for Kultur har taget initiativ til.