Lars Christian Lilleholt (Svar på spørgsmål)

Informasjon

Speech type
Svar på spørsmål
Speech number
152
Speaker role
Danmarks Energi-, Forsynings- og Klimaminister
Date

Tak for spørgsmålet. Det er ganske rigtigt, at Danmark i maj 2015 har indgået en aftale med den tyske forbundsregering og delstaten Slesvig-Holstein om pant på emballager, der sælges på grænsen til danske borgere. Det har været meget vanskeligt nå så langt, og det har faktisk taget 10 år at nå til en aftale.

Den nye danske miljø- og fødevareminister, som ikke er mig, men Eva Kjer Hansen, har bedt om at få et såkaldt serviceeftersyn af den aftale, som den tidligere regering indgik i Danmark. Når det er gennemført, vil der blive taget stilling til, hvordan der kan arbejdes videre.

Pant over grænser er meget kompliceret, fordi landene har forskellige systemer. Derfor skal vi fokusere på de steder, hvor volumen er størst, og hvor der er noget at nå. Man kan sige, at volumen mellem Danmark og Tyskland er ca. 800 millioner emballager årligt. Pant er et godt virkemiddel, men det er ikke det eneste i forhold til at sikre en høj genanvendelse af værdifulde ressourcer til gavn for klima og miljø. Og når det gælder affald og ressourcer, så har vi et tæt samarbejde i det nordiske regi. Og det ønsker vi at bakke fuldt op omkring.