Sophie Løhde (Indlæg)

Informasjon

Speech type
Innlegg
Speech number
223
Person
Speaker role
Sundheds- og Ældreminister, Danmark
Date

Tak for kommentarerne. Arbejdet med de forslag, som vi har truffet beslutning om, følges tæt i ministerrådet og i embedsmandskomiteen for social- og sundhedspolitik og i de tilhørende arbejdsgrupper. Pt. arbejder Nordisk Ministerråd systematisk med opfølgning på de 14 forslag i Könbergrapporten. Den har jo et 5-10-årigt perspektiv, og vi har allerede som nævnt besluttet at arbejde videre med 8 af forslagene. De resterende vil også løbende blive drøftet i ministerrådet. Jeg forventer eksempelvis, at vi på det kommende ministerrådsmøde i april måned bl.a. skal drøfte det fremtidige samarbejde om folkesundhed og mulighederne for et øget samarbejde på lægemiddelområdet.

Vi ser frem til fortsatte gode drøftelser. Rapporten har jo også givet anledning til, at vi har sat en række aktiviteter i gang. Derfor vil jeg også her på målstregen benytte lejligheden til at fremhæve, at vi nu her den 6. november afholder det første nordiske psykiatritopmøde i København, hvor vi bl.a. får besøg af den norske helseminister, samtidig med at Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary har givet tilsagn om at deltage i forbindelse med dette første nordiske psykiatritopmøde, som bl.a. vil have fokus på ikke mindst afstigmatisering. Det synes jeg er et godt og meget konkret eksempel på, hvad arbejdet også munder ud i - og ikke bare i forhold til at arbejde med tingene systematisk her i forsamlingen og i ministerrådet, men også arbejdet sammen med alle de mange vigtige aktører, der findes.

Tak for ordet her til debatten.