Ellen Trane Nørby (Hovedindlæg)

Informasjon

Speech type
Hovedinnlegg
Speech number
226
Speaker role
Midtergruppen Børn-, undervisning og ligestillingsminister
Date

Ærede præsident, kære nordiske kollegaer og venner. Nordisk Ministerråd afgiver årligt en redegørelse om arbejdet for ligestillingsvurderinger til Nordisk Råd. Redegørelsen giver overblik over, hvordan de forskellige ministerråd arbejder for at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd, drenge og piger.

I international sammenhæng ligger vi i Norden i front på området, og vi har stor gavn af vores nordiske samarbejde. Ligestilling er en del af vores fælles nordiske værdigrundlag og en central del af vores nordiske varemærke. Når FN’s kvindekommission, CSW, samles hvert år i New York, er der mange, som gerne vil være en del af det nordiske eksempel. Man vender sig mod Norden for at lære af os og for at blive inspireret af den nordiske innovation og styrke på ligestillingsområdet.

Nordisk Ministerråd har i 2015 påbegyndt og gennemført en række indsatser for at fremme ligestillingen i Norden. Initiativer om mænd og ligestilling, hadytringer og sexisme, tværnordisk ligestillingsstatistik, køn og uddannelse og vores fælles internationale arbejde under CSW er med til at drive det tværnordiske ligestillingsarbejde frem. I slutningen af denne måned vil der blive en fælles ligestillingsstatistik med en række indikatorer, der bliver offentliggjort på hjemmesiden Norden.org. Statistikken vil automatisk blive opdateret via vores nationale statistikbureauer. Platformen er et brugbart værktøj for både at inspirere og skabe overblik over vores arbejde i forskellige sektorer på ligestillingsområdet.

Endvidere mødes de nordiske eksperter i november i København for at diskutere hadytringer og sexisme. Seminariet vil udmunde i forslag til konkrete løsningsmuligheder på området, som kan hjælpe os med at arbejde forbyggende på tværs af Nordens grænser. Det er en vigtig del af arbejdet med ligestilling, at vi også sikrer, at alle kan komme til orde med deres ytringer i det offentlige rum.

I november 2014 blev der nedsat en taskforce om mænd og ligestilling. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi også i Norden er opmærksomme på, at ligestilling ikke kun handler om kvinder, men også handler om mænd. Det handler om lige muligheder for alle. Taskforcen skal komme med anbefalinger til at styrke de nordiske politikområder.

Nordisk Ministerråds arbejde med ligestillingsvurderinger, gender-mainstreamingen, skrider fremad. Det er en løbende og langsigtet proces. Generelt set er Nordisk Ministerråd på vej med et mere systematisk arbejde med ligestillingsvurderinger, om end fremgangen er ujævn. Visse sektorer er klart kommet længere med deres arbejde end andre. Ministerrådets sektorer har valgt forskellige arbejdstilgange til ligestillingsvurderingerne. Samtlige sektorer driver i dag projekter i forskelligt omfang, hvor man finder ligestillingspolitiske udfordringer og løsninger. Arbejdet med ligestillingsvurderingerne i Nordisk Ministerråd har stået på siden 1997, og siden år 2000 har alle sektorer haft ansvar for at fremme ligestilling i deres aktiviteter. Arbejdet går fremad, men det kræver en mere aktiv indsats på alle fronter, hvis det for alvor skal gå fremad.

På trods af at vi nu har arbejdet med at inkorporere ligestilling i alle sektorer igennem en årrække, kan man også ud fra redegørelserne se, at der fortsat er behov for at styrke indsatsen. Det skal vi blive bedre til. Derfor agter vi også at indlede en ny proces i Nordisk Ministerråd her sidst på året. Målet er at styrke og forny indsatsen med fælles afrapporteringsværktøjer, og ved at inddrage nordiske informations- og kundskaber om køn i NIKK-Instituttet får medarbejderne viden om ligestillingsvurderingerne. Fokus for dette ligger lige som tidligere på at skabe og tilgodese bæredygtige metoder og strukturer, der leder hen mod et mere systematisk og effektivt arbejde med ligestillingsvurderinger i Norden.

Det betyder også, at det statiske bilag, som I normalt ser vedlagt redegørelsen, ikke er med i år. Det er ærgerligt, for det er ønskværdigt at kunne se kønsfordelingen i organisationen og have muligheden for at drøfte den her i Nordisk Råd. Men man har ønsket at bruge en ny dataindsamlingsmetode, og det har betydet forsinkelser. Statistikdelen bliver derfor eftersendt, så snart som muligt, så I også i Nordisk Råd kan se, hvordan det står til.

Vi skal fortsat fremme arbejdet med ligestillingsvurderingerne i Nordisk Råd, bl.a. gennem en målbevidst og fokuseret procedure, så vi på den måde kan nå endnu længere og bidrage til det tværsektorielle arbejde på området.

Når vi træffer beslutninger i Nordisk Ministerråd, skal vi overveje, hvad det har af konsekvenser for mænd og kvinder, piger og drenge, men vi skal også huske os selv på, at kvinder og mænd, piger og drenge, ikke er homogene typer, men at vi alle er forskellige. Jeg ser frem til at tage del i vores fælles arbejde for at fremme ligestillingen i Norden, og jeg takker for ordet her i dag.