Bertel Haarder (Replik)

Informasjon

Speech type
Replikk
Speech number
54
Speaker role
Mittengruppens talsperson
Date

Formand! Vi ved alle, at der er store økonomiske gevinster at hente, hvis vi fjerner grænsehindringer. Det gælder især, hvis vi fjerner hindringer for, at man kan få arbejde i et andet nordisk land. Hvis en arbejdsløs skåning finder arbejde i København, så er det en gevinst både for Skåne og Sverige og for København og Danmark, og derfor er det så afgørende, at vi får gjort vandring fra et land til et andet lettere, ved at der er meget klare kriterier for, hvilke krav man skal opfylde for at kunne arbejde i det andet land.

Jeg vil godt give et helt konkret eksempel på, hvordan det kan gå til. Da jeg var samarbejdsminister, var det ikke muligt for svenske underskøtersker at få arbejde i Danmark. Jeg henvendte mig til den danske sundhedsminister, som sad med alle sine embedsmænd, og det var ikke muligt at gøre noget ved det. Jeg fik hele forklaringen på, hvorfor det var, som det var: Svenske underskøtersker kunne ikke arbejde i Danmark; uddannelserne var for forskellige. Tilfældigvis blev jeg kort efter selv sundhedsminister, og jeg sagde så til de samme embedsmænd: Nu vil jeg bede jer komme med to eller tre løsninger på problemet, og så skal jeg nok som politiker vælge mellem dem, og jeg valgte den enkleste, som simpelt hen var at give adgang for svenske underskøtersker i Danmark, og fagforeningen accepterede det; der var ingen protester overhovedet. Det, der skulle til, var en politiker, der traf et valg. Det er jo det, vi er her for, det er det, ministrene er der for, og hvis de gemmer sig bag embedsmændenes forklaringer, skal vi tage fat i dem.

Nu har jeg så fået en henvendelse fra en norsk hjælpeplejer, som gerne vil arbejde i Danmark. Det kan hun ikke, og så må jeg i gang igen. Det kan godt være, at en norsk hjælpeplejer mangler et medicinkursus for at kunne være kvalificeret på lige fod med sine danske kolleger, men så må vi jo stille et klart krav og sige: Hvis en norsk hjælpeplejer tager et medicinkursus, så er der fri adgang. Det er måden, vi skal gøre det på. Jeg siger det så konkret, for hvis ord kunne løse problemet, så var det jo allerede løst. Det, der hjælper, er kun konkret handling og politisk engagement og det, at vi som parlamentarikere tager fat i vore ministre og siger: Nu skal I gøre noget ved det. Det samme gælder også geoblocking, hvor jeg synes, at en af de andre statsministre gav et lidt svagt svar til hr. Jorodd Asphjell, som havde fortjent et bedre svar end det, han fik. Men der kommer et svar i form af et forslag fra Mittengruppen, som vi skal tage stilling til senere på denne session. Tak.