Christian Juhl (Indlæg)

Informasjon

Speech type
Innlegg
Speech number
182
Speaker role
Nordisk grön vänster
Date

Tak til den fungerende præsident. Det her projekt med at arbejde på tværs af sektorerne synes jeg er vigtigt i den forstand, at vi får meget stor værdi ud af det og får fundet frem til nye veje. Det, jeg synes er væsentligt at tale om og fokusere på, er de udsatte unge. Meget ulighed og meget dårligt liv starter i ungdommen, starter i barndommen – hvor du kommer fra, bestemmer, hvilke muligheder du får.

Det har jo været kernen i alle nordiske landes udvikling af velfærdsstaten, at man har fokuseret på unge. Jeg kan huske, at da jeg selv var ung, havde vi en tro på, at man kunne skabe lighed gennem uddannelse. Det var dengang et meget stort nordisk socialdemokratisk projekt, at lighed gennem uddannelse kunne man skabe. Alligevel ser vi i dag på universiteterne, at arbejderbørnene stadig væk er underrepræsenteret, når det drejer sig om de videregående uddannelser.

Det projekt er ikke lykkedes. Vi har ikke sørget for at sikre, at de unge får lige adgang til et godt liv, når det drejer sig om at have en god uddannelsesbaggrund. Men det er ikke nok – også i arbejdslivet er det ofte sådan, at børn af forældre, der har haft en svag tilknytning til arbejdsmarkedet, fortsætter med en svag tilknytning til arbejdsmarkedet.

Vi får ikke brudt den sociale arv på en god nok måde, og det skal vi arbejde meget mere systematisk videre med, fordi samfundene i de her år går imod at blive mere ulige. Jeg kender ikke dataene for de andre lande, men jeg vil gætte på, at de ligner Danmarks. I Danmark er vi faktisk på vej til at være et mere ulige samfund. Så derfor skal vi fokusere på de unges muligheder for både arbejde og uddannelse, men også for at have gode netværk, sociale netværk. Og vi skal sørge for at holde unge ude af misbrug. Har jeg 2 eller 3 minutter? Nå, kun 2 minutter – så har jeg snart brugt min tid.

Til sidst vil jeg nævne, at vi har et meget, meget stort problem med unge flygtninge og indvandrere samt børn af flygtninge og indvandrere, som vi er nødt til at tage meget, meget alvorligt.