292. Johan Dahl (Innlegg)

Informasjon

Speech type
Innlegg
Speech number
292
Person
Speech statuses
Waiting for transcription
Date

Tak, fru præsident. Jeg synes, at det er just det her, som Nordisk Råd drejer sig om: samarbejde og det at få fælles systemer, som gør vores hverdag lettere i den nordiske familie. Når man taler om e-recepten, som er blevet nævnt her i dag, er det jo oplagt, at vi i det nordiske regi får løst dette på en meget simpel og enkel måde. Og når man så snakker om EU-regler og om anvendelse af EU-regler, så giver det jo problemer for os, som ikke er medlem af EU, som ikke er medlem af EFTA eller EØS, og det gælder Grønland og Færøerne. Vi er en del af det danske rige, men på trods af det har vi også der problemer og grænsehindringer, når vi snakker om journaler for patienter, der bliver behandlet i Danmark eller i Island.  

Så jeg synes, at det her, som er en stor grænsehindring, er noget, som vi absolut i Grænsehindringsgruppen og Grænsehindringsrådet må tage hånd om. Vi må sørge for, at vi kommer til at have regler, som er synkroniserede og gør det nemmere i forhold til vores fælles interesse i at kunne arbejde sammen, særlig på de her områder, dvs. de sociale områder, som er så vigtige for os alle sammen i hverdagen - så vi kan gøre tingene lettere for vores medborgere rundtomkring i det nordiske.

Jeg vil takke for rapporten. Jeg synes, det er en rigtig god rapport, som vi har fået her. Som også Johan Hultberg nævnte det i Grænsehindringsgruppen, har vi en masse sager, som ligger uløste, også inden for det her område, som vi meget gerne skulle få løst hurtigt. Og jeg synes også, at vi sammen med Grænsehindringsrådet måske burde tage et fælles møde, hvor vi kunne blive enige om, hvilke sager der er relevante at gå videre med, og hvilke sager der skal afsluttes, altså for lige at få det afklaret. Tak for ordet.