Katrín Jakobsdóttir (Hovedindlæg)

Informasjon

Type
Hovedinnlegg
Tale nummer
282
Speaker role
Islands samarbejdsminister
Dato

Ærede præsident. Den nordiske strategi for bæredygtig udvikling er et overordnet tværsektorielt styredokument for Nordisk Ministerråd. Alt arbejde, der laves inden for rammerne af Nordisk Ministerråd, skal have et integreret bæredygtighedsperspektiv. Nordisk Ministerråd skal prioritere temaer, processer og projekter til fremme af en bæredygtig udvikling. Vi har prioriteret arbejdet med bæredygtig udvikling længe. Den her strategi er allerede den fjerde samlede nordiske strategi for bæredygtig udvikling, og gennem den nye strategi vil vi forny vores engagement i bæredygtig udvikling.

Strategien giver langsigtede retningslinjer for Nordisk Ministerråds virksomhed frem til 2025 inden for fem tværsektorielle fokusområder. Disse områder er den nordiske velfærdsmodel, livskraftige økosystemer, et ændret klima, bæredygtig udnyttelse af jordens ressourcer samt uddannelse, forskning og innovation. Vi betragter grøn økonomi som et vigtigt værktøj til at nå de langsigtede mål for bæredygtig udvikling, og dermed ligger strategiens målsætninger godt på linje med statsministrenes initiativ om grøn vækst.

Nordisk Ministerråd skal fremme et nordisk samarbejde om høj beskæftigelse, grøn vækst og styrket konkurrenceevne. Forsigtighedsprincippet, det princip, at forureneren betaler, producentansvar samt et princip, der siger, at det mest miljøvenlige produktalternativ altid skal anvendes, skal være vejledende for arbejdet ligesom forøget internalisering af eksterne omkostninger i prisen på produktet.

Vi understreger ligestilling og socialt sammenhold med hensyn til etnicitet, religion, tro, funktionsnedsættelse, alder og seksuel orientering.

Vi vil aktivt implementere Rio+20-forpligtelserne og konkretisere indholdet af slutdokumentet på nordisk niveau. Vi initierer fællessatsninger på bæredygtig udvikling i verdens udviklingslande og blandt oprindelige befolkninger. Den nordiske strategi kan også kun gennemføres med udgangspunkt i fælles indspil i internationale fora for bæredygtig udvikling. Strategien skal kompletteres med nordiske indikatorer for bæredygtig udvikling. De skal opdateres løbende. Der skal udarbejdes årlige indikatorrapporter for at følge udviklingen i Norden. Vores ønske er også, at I nordiske parlamentarikere anvender dem aktivt i jeres arbejde.

Så når det kommer til realiseringen af strategien, skal det ske inden for ministerrådets forskellige samarbejdsområder. Strategiens målsætninger skal integreres i fagministerrådenes sektorprogrammer og omsættes til konkrete tiltag, der kan måles på en praktisk måde. Det var faktisk på initiativ af Grønland, at samarbejdsministrene har besluttet, at sektorerne i ministerrådet skal redegøre for disse konkrete tiltag ved Nordisk Råds session i 2013.

Men nu foreligger der et forslag fra Nordisk Råd om, at forslag om konkrete indsatser skal fremlægges i ministerrådets forslag i 2013. Og jeg tror faktisk, at dette forslag kan uddybe og styrke meningen med dette arbejde. Det vil sige, at vi vil få konkrete forslag i 2013, og det øger faktisk presset på de enkelte ministerråd, at de skal arbejde med det, som vi her lægger frem. Så jeg tror faktisk, det vil gå godt fremover, og det harmonerer med det, som vi jo vil gøre med dette forslag.

De berørte fagministerråd har ansvaret for finansieringen, når strategien skal føres ud i livet, og i tillæg dertil skal der i ministerrådets budget findes en separat bevilling for bæredygtig udvikling. Det skal fremme implementeringen af den nye strategi. Disse midler skal anvendes til at styrke fagministerrådenes arbejde inden for bæredygtig udvikling, og de skal også hjælpe til at styrke kommunikationsindsatsen vedrørende ministerrådets aktiviteter inden for bæredygtig udvikling.

Ud over i Norden kan budgetbevillingen til bæredygtig udvikling også anvendes til at promovere nordisk samarbejde i Nordens nærområder og internationalt.

Til slut vil jeg understrege, at bæredygtig udvikling berører hele samfundet og handler om vores fælles syn på de udfordringer, vi står over for i dag. Der er behov for klare signaler fra beslutningstagerne, og vi har jo forpligtet til os til at stræbe efter bæredygtig udvikling. Vi må lægge vægt på den økologiske og den sociale såvel som den økonomiske dimension og på samspillet derimellem. Og det bør gælde i alt policyarbejde og i al beslutningstagen.

I vor del af verden må både myndighederne og befolkningerne stå sammen for at stoppe ikkebæredygtige forbrugsmønstre og fokusere på menneskenes reelle behov for at leve et godt liv. Det globale samfund har en meget vigtig fælles opgave, der består i at eliminere fattigdom og forøge velfærden i udviklingslande blandt andet ved at sikre, at de har de ressourcer og det miljø, der behøves for at bygge et godt liv.

Vi håber, at Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd kan arbejde sammen i denne vigtige sag, og jeg ser frem til jeres konstruktive kommentarer til de fremtidige nordiske indsatser inden for bæredygtig udvikling.