Christian Juhl (Hovedindlæg)

Informasjon

Speech type
Hovedinnlegg
Speech number
375
Speaker role
Venstresosialistiske Grønne Gruppe
Date

Kender I det dér, når man ser en god film i fjernsynet, som f.eks. afslører, at nogle rige folk gør fattige bønder afhængige af gæld i Indien, eller at nogen arbejder under vanskelige forhold et eller andet sted i verden, hvor de arbejder med farlige kemikalier, eller der er børnearbejde eller korruption? Jeg kan blive forarget, og jeg bliver tit engageret af at se sådan nogle film, og jeg synes, at vi skal støtte et samarbejde på tværs af de nordiske grænser. For vi har en dokumentationskultur blandt mange af vores organisationer og journalister, som kunne styrkes, ved at man arbejder på tværs af grænserne.

Derfor har vi stillet det her forslag om, at man på tværs af grænserne kan gå sammen og lave undersøgende journalistik, som handler om staters, investorers og virksomheders sociale og samfundsmæssige ansvar, især i relation til udviklingslande. De skal selvfølgelig oplyse hos os, og de skal også oplyse og kapacitetsopbygge i den tredje verden, sådan at lande, der ingen presse har eller kun har en svag presse, måske kunne få en lidt stærkere presse til kritisk at kigge på de store selskaber, der kommer til deres land, hvor de måske ikke engang har en arbejdsmiljølovgivning.

Eksempler på det kunne jo være menneskerettigheder, miljø, korruption, forurening, børnearbejde, farligt arbejde eller overgreb på f.eks. forhandlingsretten, konfliktretten. Der er mange muligheder, og det må ansøgerne jo finde ud af. Det skal selvfølgelig foregå efter de internationale principper, som er gældende for det arbejde, og de principper, som er gældende for god presseskik, og jeg kan se, at vores gode ven fra Den Konservative Gruppe desværre ikke er her, for det kunne jo da glæde ham meget, tror jeg, efter den debat, vi har haft. Sådan en ordning skal køre i 3 år, og så må vi se på, hvor mange penge vi kan blive enige om at sætte af til den. Jeg håber, I vil tage godt imod forslaget.