23. Lars Løkke Rasmussen (Svar på spørgsmål)

Informasjon

Speech type
Svar på spørsmål
Speech number
23
Speaker role
Danmarks statsminister
Date

Det er jo et stort spørgsmål, og der er ikke nogen enkel løsning. Awareness er vel en del af svaret, altså det, at vi sidder her og taler om det, er jo en del af svaret. Det, at en række lande har attribueret det, altså gjort det klart, når man bliver udsat for cyberangreb, er også en del af svaret, og så selvfølgelig en national strategi, hvor jeg tror, vi kan inspirere hinanden. Som jeg nævnte i mit eget indlæg, er vi i hvert fald i nogen grad blevet inspireret af, hvordan svenskerne har håndteret det i den svenske nethandel. Vi har lavet et center for cyber security, og med afsæt i det rækker vi jo også ud til en række kritiske offentlige institutioner, men i øvrigt også til den private sektor.

Så tror jeg, at der helt ved siden af det, som altså starter oppefra, er en kæmpe opgave i hele vores uddannelsesektor, hvor vi jo i min generation ligesom har lært at bruge teknologien, mens den opstod, mens den blev opfundet, i forhold til de nye generationer, som er født ind i den digitale verden og helt fra barnsben har brugt den og lært de digitale kompetencer. Og jeg er i virkeligheden nok lidt mere optimistisk på de nye generationers vegne, end på dem, der er der i forvejen, for jeg synes, når jeg taler med mine egne børn, og når jeg taler med andre unge mennesker, at de har en naturlig skepsis, som knytter sig til, at de er født ind i en digitalt almindelig virkelighed. Vi andre er jo opdraget med at tro på det, der står i avisen, og har måske også taget den tro med os ind i den digitale verden til en start og altså taget skriftlige oplysninger for gode varer. Det oplever jeg, at de unge generationer ikke gør på samme måde, så lidt optimisme synes jeg også der er.